23948sdkhjf

Byggeriet får plads i Energikommissionen

Ni forskere og erhvervsfolk skal udtænke de næste kloge træk i Danmarks grønne omstilling.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt præsenterede torsdag den Energikommission, der skal se på udfordringerne på vejen mod en grøn omstilling.

Foruden formanden Niels B. Christiansen fra Danfoss er kommissionen sammensat af otte medlemmer fra forskningsverdenen og erhvervslivet, som skal analysere og vurdere og komme med anbefalinger til en omkostningseffektiv dansk energipolitik for perioden 2020-2030.

Regeringens Erergikommission
Niels B. Christiansen, formand, administrerende direktør i Danfoss
Per Heiselberg, professor ved Aalborg Universitet
Jacob Østergaard, professor ved Danmarks Teknisk Universitet
Birgitte Sloth, prodekan ved Københavns Universitet
Peter Møllgaard, professor ved Copenhagen Business School
Peter Brixen, chefanalytiker hos Muusman
Søren Eriksen, Vice President i Schneider Electric
Morten Springborg, temaspecialist Carnegie Asset Management
Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Denmark
Det er ofte blevet fremført, at bygninger forbruger 40 procent af den samlede energi i Danmark. På den baggrund har Dansk Byggeri sammen med den øvrige byggebranche presset på for at få en plads i kommissionen.

- Det har været vigtigt at få et komplet kommissorium, som også sikrer, at bygninger og energieffektivitet bliver drøftet som en del af løsningen. Vi skal have undersøgt, hvad der betaler sig bedst, og omstilling af bygningerne til mindre energiforbrug eller nye energikilder bør være en del af svaret, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, som er blandt de organisationer, der er inviteret til at deltage i kommissionens følgegruppe.

Byggebranchen er ikke de eneste, som peger på, at forbruget af energi er afgørende for at sikre en omkostningseffektiv omstilling. Derfor har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme fra energisektoren sammen med byggeriets parter påpeget vigtigheden af at medtage bygninger og energieffektivitet i energikommissionens arbejde.

Også hos Bygherreforeningen, som driver det brede tværgående branchesamarbejde Renovering på dagsordenen, er der tilfredshed over dagens udmelding fra Lars Chr. Lilleholt.

- Jeg vil gerne kvittere for, at byggeri og ejendom er kommet med i Energikommissionen. Det er helt afgørende for samfundets langsigtede investeringer, at bygninger bliver en integreret del af energipolitikken, så energiforsyningen ikke udvikles uden hensyn til bygningerne. Både energiforsyning og forbrug af energi i bygninger er en del af det samlede energisystem. Den forståelse kan nu afspejles i Energikommissionens arbejde, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

Energikommissionen forventes at offentliggøre sine anbefalinger til dansk energipolitik i begyndelsen af 2017. Formand Niels B. Christiansen ser frem til arbejdet og fremhæver særligt vigtigheden af at udvikle et fleksibelt og integreret dansk energisystem, der udnytter den stigende digitalisering.

- Evnen til at udnytte øget digitalisering er afgørende for konkurrenceevnen, og Danmark har mulighed for at profitere på udviklingen, hvis vi formår at skabe de rette rammer. Fremtidens løsninger handler om at fortsætte udbygningen med mere vedvarende energi. Men fremtidens løsninger handler i lige så høj grad også om en effektiv udnyttelse af den vedvarende energi, siger Niels B. Christiansen.

Kommissionens rapport med anbefalinger til dansk energipolitik skal svare på en række spørgsmål inden for fem temaer:

1. Det danske energisystems styrker og svagheder
2. Omkostningseffektiv indfrielse af internationale klimaforpligtelser
3. Et omkostningseffektivt europæisk marked for energi
4. Et fremtidig integreret energisystem
5. Danmark som teknologisk pionerland

Læs kommissoriet her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.263