23948sdkhjf

Tegneserier giver tryggere betonlevering

Selv om budskabet er vigtigt, kan det sagtens leveres effektivt med et smil på læben. Det viser Fabriksbetongruppens foldere om sikkerhed på byggepladsen.
Ordentlige adgangsforhold, køreplader og sikkerhedsafstand handler om liv og død, når tonstunge beton-biler og -pumper ankommer til byggepladsen. Derfor er det på en alvorlig baggrund, at Fabriksbetongruppen i Dansk Byggeri den seneste tid har udgivet to små tegneserier om arbejdsmiljø.

Alligevel er formen både humoristisk og hyggelig i de to tegneserier: ”Sikker betonlevering med bånd” og ”Sikker betonlevering med pumpe” – som begge er målrettet en god dialog mellem betonvirksomhederne og deres kunder.

- Tegneserierne er udviklet som en del af dialogen med vores kunder blandt andet i erkendelse af, at der har manglet en generel bevidsthed om sikkerheden, når vi kommer på kundens byggepladser, siger administrerende direktør i Unicon A/S, Jesper Knudsen, der er formand for Fabriksbetongruppen i Dansk Byggeri.

En folder til skurvognen
Tegneserien som kommunikationsform blev valgt på baggrund af erfaringer i den europæiske Fabriksbetonorganisation ERMCO, der er en sammenslutning af nationale fabriksbetonforeninger i Europa.

Her udarbejdede man for et par år siden en række tegneserier omkring udførelse af betonarbejde på byggepladsen, og det viste sig at være en effektiv måde at kommunikere på.

- Budskabet står klart samtidigt med, at det bliver leveret med et smil på læben. Vi ville gerne lave en folder, man fik lyst til at tage med i skurvognen, og det er lykkedes, siger han og understreger, at materialet er blevet taget rigtigt godt imod, siger Jesper Knudsen.

Alvorlig baggrund
Udover at skitsere, hvilke regler og krav, det er vigtigt at overholde i forhold til det rent sikkerhedsmæssige peger de to små tegneserier også på, hvordan det kan lade sig gøre at sikre gnidningsfrie processer på byggepladsen.

- Hvis rådende bliver fulgt, sparer det både tid og penge for alle parter, og samtidigt får vi et mere trygt arbejdsmiljø, siger Jesper Knudsen.

De to tegneserier kan også fås samlet i en folder, som desuden indeholder en praktisk tjekliste med 16 trin til effektiv og sikker bestilling af beton.

Du kan finde folderen med Fabriksbetongruppens gode råd om sikker betonlevering på www.fabriksbetongruppen.dk/publikationer
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094