23948sdkhjf

- Det hele er skævt: Store problemer på milliardbyggeri et år efter aflevering

Et sted er gulvet brækket op og lagt igen fem gange, mens et lokale er afspærret på grund af et hængende loft. Sådan lyder en del af diagnosen på Nyt Sund i Odense

Det er snart et år siden, at Syddansk Universitet overtog det nye sundhedsvidenskabelige fakultet, Nyt Sund, fra Vejdirektoratet.

Sammenbygget med Nyt Odense Universitetshospital (OUH) står det som en fysisk manifestation af koblingen mellem universitet og hospital smelter.

Men der er tydelige sygdomstegn i bygningen, og dele af det milliarddyre byggeri er stadig ikke i fuld brug. Det skriver Fyens.dk.

Så det er blevet næsten profetisk, da projektchef i Vejdirektoratet, Per Seidelin, ved overdragelsen fortalte, at der manglede "mindre tilpasninger" på laboratoriedelen.

- Men det er vi i fuld gang med at få koordineret, så det også snart kan tages i brug, bedyrede han således i september 2023.

- Det er som om, det hele er ved at kollapse 

Nyt Sund består blandt andet af retsmedicinsk institut, ligsynsrum, laboratorier, dissektionssale og avancerede dyrestalde til forsøgsmus.

I førstnævnte er personalet forment adgang til de spritnye lokaler, der huser obduktionsstuerne og morguen, de kolde rum til opbevaring af de afdøde før og efter en obduktion.

- Det hele er skævt, og vandrørene bøjer. Det er som om, det hele er ved at kollapse. Det er forrykt og en skandale, siger professor, statsobducent og leder af Retsmedicinsk Institut i Odense, Peter Mygind Leth, til Fyens.dk.

I dag holdes loftet oppe af en stålkonstruktion, rør er knækket eller bøjet – det samme er vægge.

Ved indflytning var der heller ikke det påkrævede afløb i morguen. I forbindelse med, at det blev etableret, viste gulvet sig også at været lavet med uegnet materiale. Derfor blev det taget op og erstattet med et nyt – og i processen fandt man andre fejl, hvorfor gulvene er blevet brækket op og lagt igen hele fem gange.

Beklager gener for medarbejdere

Universitetsdirektør på Syddansk Universitet Thomas Buchvald Vind siger til Fyens.dk at "Nyt Sund som helhed er et godt byggeri" men indrømmer også, at der har været "udfordringer" med projekter og understreger, at man godt er klar over, at nogle af problemerne har "medført gener for medarbejderne."

Fra Vejdirektoratet, der var bygherre på Nyt Sund lyder det, at man ikke har noget at tilføje, ud over at byggeriet blev overdraget til SDU i september 2023.

De aktuelle problemer står ikke alene. I efteråret 2023 meddelte SDU, at Biobanken i Nyt Sund først ville står klar til brug fra årsskiftet og ikke som planlagt fra slutningen af oktober.

Ansvaret skiftede hænder

Første spadestik til Nyt sund blev taget i 2019. I september 2023 blev det 50.000 kvm og 1,5 mia. kr. dyre byggeri som beskrevet overdraget til Syddansk Universitet, og i foråret markerede universitetet officielt åbning og indvielse.

Den nye fakultetsbygning smelter sammen med Syddansk Universitets eksisterende bygninger i nord og forbinder universitetet fakulteter med Nyt OUH, i syd.

Hidtil har institutter og afdelinger på det sundhedsvidenskabelige fakultet haft til huse i centrum af Odense, men er rammen om uddannelsen af fremtidens læger, kiropraktorer og farmaceuter altså placeret nær det kommende supersygehus.

Samlet er Nyt Sund cirka 50.000 kvadratmeter og har et prisskilt på omkring 1,5 mia. kr. Byggeriet består blandt andet af retsmedicinsk institut, ligsynsrum, laboratorier, dissektionssale og avancerede dyrestalde til forsøgsmus.

Byggeriet har været opdelt i seks entrepriser: Fire storentrepriser og to fagentrepriser.

MT Højgaard havde entreprisen for byggeplads og råhus, Bravida entreprisen de tekniske installationer, mens S. Guldfeldt Nielsen, Fjelsø Entreprise, Labflex og Phønix Tag stod for henholdsvis komplettering, facader, laboratorieinventar og tagdækning.

Vejdirektoratet har været bygherre på byggeriet siden 2018, hvor byggeriet sammen med tre øvrige blev overtaget fra Bygningsstyrelsen som en reaktion på en en rapport, der rettede en skarp kritik af Bygningsstyrelsens håndtering af Niels Bohr Bygningen i København.

Foruden Nyt Sund i Odense og Niels Bohr-projektet fik Vejdirektoratet styringen af Statens Naturhistoriske Museum samt byggeri til Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Aalborg Universitet.

Officielt: Vejdirektoratet overtager fire store byggerier

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094