Københavns Kommune vil bygge 40.000 nye boliger frem mod 2036
Nye bydele og 40.000 nye boliger til københavnerne.
Det er visionerne i Københavns Kommune, der nu sender en ny kommunalplan for byudvikling de næste 12 år i høring.
- København skal være en by for alle, derfor skal der bygges flere boliger. Byen skal indrettes sundt, så det er nemt at komme rundt og med mere ren luft. Det klimavenlige liv er i den tætte storby, hvor vi deles om pladsen og vigtig infrastruktur, siger Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.
'Fremtidens klimavenlige hovedstad', som planen hedder, fokuserer på byudvikling og klimavenlige initiativer. Nu har borgerrepræsentationen altså godkendt forslaget til planen, som fra næste uge skal otte uger i høring.
Under høringsperioden vil Københavns Kommune afholde flere arrangementer for at informere borgerne om planerne og udviklingen i forskellige bydele.
40.000 boliger og færre biler
Kommunalplanen lægger blandt andet op til, at byudviklingen bliver fremrykket på steder som Levantkaj Øst, Tunnelkvarteret og Skagerak-kvarteret i Nordhavn. Områderne skal imødekomme behovet for flere boliger og erhvervsarealer.
Ved Vingelodden på Nørrebro åbnes der også op for at etablere et nyt byområde, ligesom der også kan udvikles nye byområder ved Helgoland på Østerbro tæt på Svanemøllen og havet og ved Teglholmen i Sydhavnen.
- Derfor har vi behov for boliger i alle størrelser til både singler og børnefamilier, grønne områder og mere metro for, at man kan bo i byen hele livet. Samtidig skal Københavns sjæl bevares, så Københavns historie gives videre til næste generation, siger overborgmesteren.
Kommunalplanen lægger op til at etablere 40.000 nye boliger, herunder 10.000 almene og 6.000 ungdomsboliger, og nye grønne og rekreative områder. Men samtidig skal byen indrettes på en måde, hvor ren luft og nem tilgængelighed prioriteres.
Det fortæller teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø).
- Derfor vil vi f.eks. mindske biltrafikken ned til 20 pct., gøre fremtidens fjernvarme grønnere og satse mere på omdannelse af eksisterende bygninger i stedet for at rive dem ned. Sideløbende med det, skal København tilpasses til det mere ekstreme vejr, som klimaforandringerne medfører, siger Line Barfoed i pressemeddelelsen.
Københavns Kommuneplan 2024, som skal sætte retningen for hovedstaden frem til 2036, ventes vedtaget inden året udgang.