Stark-chef: Nye krav vil ændre måden, vi bygger på

Når de nye klimakrav til byggeriet træder i kraft til juli, vil det ændre dansk byggeskik radikalt.
Sådan lyder vurderingen fra Kristian Fribo, bæredygtighedschef i Stark.
Hans vurdering er, at de nye krav først og fremmest vil betyde et øget fokus på bevaring af den eksisterende byggemasse, men peger også på nye materialer, mindre spild og nye kompetencer hos landets håndværkere som afgørende faktorer.
- Vi kommer til at se en udvikling på de traditionelle byggematerialer, som mange allerede er godt i gang med at optimere, siger Kristian Fribo i en pressemeddelelse.
Bæredygtighedschefens forventning er dog ikke, at da danske håndværkere for nuværende skal indstille sig på at bygge med halm, ålegræs og muslingeskaller, som man forleden kunne læse om i Building Supply.
- Producenterne gør alt, hvad de kan for at reducere CO₂-belastningen ved produktionen. Derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til at se helt nye og ukendte materialer overtage markedet, snarere traditionelle materialer i forbedrede udgaver, vurderer Kristian Fribo.
Mere genbrug, mindre affald
Trods den kontinuerlige produktudvikling vil de nye krav ifølge Stark medføre, at håndværkere bliver mere udfordret i deres materialevalg end tidligere. Klimaaftrykket skal passe ind i de obligatoriske LCA’er, og derfor bliver det sværere at prioritere materialevalg ud fra egne præferencer og vaner.
- Det kræver ny viden at forstå klimaaftrykket på de materialer, man anvender, siger Kristian Fribo, der peger på, at det vil kræve flere forskellige produkter og løsninger for at få klimaregnskabet til at gå op.
- Vi kommer til at bruge flere genbrugsmaterialer og se nye typer af materialer indenfor isolering, gipsplader, vinduer, mørtel, mursten med flere, lyder det.
Samtidig peger Kristian Fribo på, at affaldet på byggepladsen også bliver en del af det nye klimaregnskab, og han forventer, at der vil komme øget fokus på præcise materialemål, som reducerer spild.
- Jeg kan godt forestille mig, at gips i flere størrelser end standardmål bliver mere populære. Ved at have flere størrelser at vælge imellem, kan man mindske spild og dermed reducere affaldsmængden betydeligt, siger han.