23948sdkhjf

Mærsk-arving i millionstrid med entreprenør: Tabte voldgiftssag mod arkitekt sidste år

Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensen, barnebarn til Mærsk Mc-Kinney Møller, er i sin anden voldgiftssag i forbindelse med en trecifret millionrenovering af en kro

Den trecifrede million-renovering af Taarbæk Kro har mildt sagt været lidt af en tumultarisk omgang, der har vist sig at være smurt ind i flere økonomiske stridigheder.

Det skriver Berlingske.

Kroen er ejet af Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensen, barnebarn til Mærsk Mc-Kinney Møller, og hun har haft gang i flere økonomiske slagsmål i forbindelse med renoveringen af den 300 år gamle kro.

Tilbage i juli kunne avisen fortælle, at Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensen havde gang i en voldgiftssag mod en entreprenører på projektet, som de erfarede var Lauritz Hannibal Gruppen, og som kroejeren tog af projektet.

Det fik efterfølgende entreprenøren til at kræve 22,7 mio. kr. for ubetalt arbejde. 

I årsrapporten fra selskabet bag kroen, hvor Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensen er direktør, fremgår det også, at der er en igangværende voldgiftssag med dette beløb involveret.

- Selskabet er part i en voldgiftssag vedrørende rådgivning af opførelse af kroen, hvor modparten har rejst krav om betaling af 22,7 mio. kr. Vi anser kravet for uberettiget, og det er ikke muligt at vurdere udfaldet af sagen ved aflæggelse af selskabets regnskab. Da vi anser modpartens krav for uberettiget, er der ikke hensat hertil i regnskabet, lyder det i årsrapporten.

Tabte voldgiftssag sidste år

Nu kan Berlingske dog tilføje, at det ikke er den eneste kamp, som Mærsk-arvingen har kæmpet i forbindelse med kroen.

Sidste år tabte hun en sag i voldgiftsretten mod Tegnestuen Mejeriet, der også havde været på projektet. Det bekræfter partner i Tegnestuen Mejeriet, Søren Nielsen, også til mediet.

Arkitektvirksomheden havde lavet de oprindelige tegninger til moderniseringen af kroen, men dem var Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensen ifølge Berlingske så utilfreds med, at hun opsagde samarbejdet.

Derfor anlagde Tegnestuen Mejeriet sag i voldgiftsretten, hvor de krævede 1,6 mio. kr. som kompensation for det ophørte samarbejde. Efterfølgende tildelte voldgiftsretten tegnestuen 400.000 kr. i kompensation.

Ifølge årsregnskabet i Kroen i Taarbæk ApS, som er Charlotte Mærsk Mc-Kinney Lund Sørensens selskab bag istandsættelsen, har den omfattende renovering af Taarbæk Kro frem til slutningen af 2023 kostet 115 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062