Dobbelt skridt op - nye direktører hos nordjysk installatør
Den grønne omstilling buldrende afsted inden for alle Scanel’s forretningsområder, og der er udsigt til vækst i markedet de kommende år. Derfor har installatør-virksomheden på havnen i Frederikshavn sat en ny mand for bordenden.
Jakob Tvilling Grønkjær er nyudnævnt til adm. direktør i Scanel International A/S, hvor han siden 2020 har været driftsdirektør. Denne post overtages af Dennis Thordal Lavrsen, der hidtil har været afdelingsleder i virksomheden.
Det skriver Scanel International i en pressemeddelelse.
Som ny adm. direktør skal Jakob Tvilling Grønkjær sætte kursen for virksomheden, hvor marine-el fortsat er kerneforretningen, men hvor der også vurderes at være store vækstpotentialer inden for vedvarende energi, olie og gas samt industri-installationer.
– Den grønne omstilling fylder mere og mere både på land og til søs, og grøn omstilling kræver stærke kompetencer inden for el. De kompetencer har vi i Scanel, og de skal bringes i spil inden for alle forretningsområder og på nye måder. Blandt andet har vi sidste år og i år etableret afdelinger på havnene i Odense og Aalborg for at være tættere på kunderne, siger Jakob Tvilling Grønkjær i pressemeddelelsen.
Jakob Tvilling Grønkjær har mange års erfaring i el-branchen. Han har tidligere været driftsdirektør i en årrække i en større el-virksomhed, hvor han ligeledes startede sin karriere som elektrikerlærling i 2001. I årenes løb har Jakob Tvilling Grønkjær taget adskillige uddannelser indenfor ledelse.
Virksomhedens ny driftsdirektør, Dennis Thordal Lavrsen, er autoriseret elinstallatør. Han blev ansat som elektriker i Scanel International i februar 2004 og har blandt andet arbejdet som formand og projektleder, inden han 1. marts 2018 blev udpeget til stillingen som afdelingsleder i Scanel International A/S.
Palle Thordal Lavrsen og Ole Thue Hansen, der udgør selskabets ejerkreds, vil fremadrettet også være en del af direktionen.
Regnskabsår | 2020 | 2019 | 2018 |
mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK | |
Primært resultat | 7,4 | 17,8 | 14,3 |
Bruttofortjeneste | 101,0 | 126,3 | 141,2 |
Resultat før skat | 6,1 | 15,9 | 11,1 |
Årets resultat | 4,5 | 12,1 | 8,2 |
Egenkapital | 8,5 | 3,9 | 18,8 |
Antal ansatte | 141 | 163 | 196 |
Kilde: CVR. |