Østergaard-virksomhed stævner Randers Kommune i Nordic Waste-sag
Sagen om den skandaleramte miljøvirksomhed Nordic Waste tager nu endnu en opsigtsvækkende drejning.
Midt i en omfattende strid om, hvem der skal betale for oprydningen efter jordskredet i Ølst, har et søsterselskab til Nordic Waste nu stævnet Randers Kommune og gør klar til en retssag.
Det kan Radio4 fortælle på baggrund af aktindsigt i hidtil ubeskrevne dokumenter.
Det er selskabet DSH Recycling, der ejer den grund i Ølst, hvor Nordic Waste har haft adresse, som har stævnet Randers Kommune.
Det sker bare få uger efter, at kommunen afgjorde, at DSH Recycling kan holdes ansvarlig for en "overhængende fare” for skade på vandmiljøet omkring Nordic Waste. Ifølge kommunen blandt andet fordi der "er sammenfald mellem ejerforhold og drift” samt "aktiviteter" i de to selskaber.
Dermed kan selskabet blive tvunget til at betale for afværgeforanstaltninger, lød det.
Afviser sammenblanding
Begge selskaber er ejet af blandt andre oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsens koncern og blev stiftet af den samme personkreds.
Men i en 42-sider lang stævning kræver DSH Recycling, at afgørelsen bliver erklæret “ugyldig.”
- Hvis Randers Kommunes fortolkning af disse regler lægges til grund, så vil der være tale om en fundamental ændring i disse begreber sammenlignet med, hvordan de hidtil er blevet fortolket i rets- og myndighedspraksis, fremgår det ifølge Radio4 af stævningen.
Selskabet afviser, at der skal være sket en "sammenblanding med aktiviteterne i Nordic Waste."
Kammeradvokaten kom i marts også frem til, at DSH Recycling kan drages til ansvar for jordskredet ved Ølst.
Ifølge kommunaldirektøren i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt, var det “på grundlag af Kammeradvokatens undersøgelser og vurderinger,” at kommunen tidligere i juli afgjorde, at DSH Recycling kan drages til ansvar.
- Vi ser derfor med sindsro frem til retssagen, selvom jeg naturligvis synes, det er ærgerligt, at vi nu skal bruge penge på retssager i stedet for, at DSH påtager sig sin del af ansvaret, siger Jesper Kaas Schmidt til Radio4.
Principiel og usædvanlig
Ifølge to miljøretseksperter, Radio4 har talt med, er der tale om en principiel sag, der kan ende med at få stor betydning.
- Jeg mener absolut, at sagen er principiel. Jeg mener faktisk, at den bør forelægges EU-domstolen, siger juraprofessor ved Københavns Universitet, Peter Pagh, til Radio4.
- Det er meget principielt og meget usædvanligt. Det stiller spørgsmål ved hele den måde, vi i dansk ret definerer den ansvarlige efter 'forureneren betaler-princippet', siger han.
Ellen Margrethe Basse, professor emerita ved Aarhus Universitet og ekspert i miljøret, kalder det “velbegrundet, at man forsøger at anlægge sagen.”
- Det vedrører et spørgsmål, som ikke tidligere har været forelagt de danske domstole, og det er et meget vanskeligt juridisk spørgsmål, siger hun.
DSH Recycling har bedt om at få sagen behandlet af Vestre Landsret og vil tilsyneladende afhøre flere nøglepersoner fra Nordic Waste i retten, fremgår det af stævningen; både formand Søren Gran Hansen, direktør Lene Lange og medstifterne David Peter York og Christian Nielsen.
Hverken USTC eller den tidligere ledelse i Nordic Waste har ønsket at kommentere sagen over for Radio4.