Millioner på vej til Blære Multihal
Arbejdet med en ny multihal i Blære skrider frem. 9 millioner kroner er i hus og arbejde med henblik på en lokalplan sat i værk.
På mødet kom man omkring Vesthimmerland Kommune, som blandt andet tager del i projektet ved at afsætte 2,5 mio. kr. i både 2012 og 2013. Det skriver aars.dk.
Samspillet med kommunen skulle have været en medvirkende årsag til, at der nu er kommet lettere adgang til flere fonde. Fra Indenrigsministeriets § 17-midler er der tilsagn om 904.000 kr. og fra de centrale LAG-midler 916.000 kr. Dertil kommer beløb fra lokale pengeinstitutter, mindre fonde o.l.
I alt skulle der for nuværende være skaffet ca. ni mio. kr. De kommende måneder håber man at kunne skaffe yderligere to til tre mio. kr.
Kommunen skulle også have sat gang i processen omkring en ny lokalplan for området ved Blære Skole, hvor multihallen skal placeres.