23948sdkhjf

Borgmester og fagforening i chok: - En katastrofe for byen

Meddelelsen om lukningen af Jeld-Wen i Løgstør kaldes rystende og chokerende

Fredag er dagen derpå for Løgstør i Vesthimmerlands Kommune.

Torsdag kunne Nordjyske fortælle, at en af byens helt store arbejdspladser - dørproducenten Swedoor under den amerikanske koncern Jeld-Wen - vil lukke sin produktion ned i byen til nytår.

Dén nyhed fik borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V) sent torsdag, og han var både rystet og chokeret:

- Det var den nyhed, jeg gik i seng med i aftes. Det er en katastrofe for vores samfund, lyder det fra borgmesteren fredag morgen.

Han har med jævne mellemrum besøgt Jeld-Wen, og han havde ikke forudset, at produktionen skulle lukke.

- Jeg prøver at komme på besøg hos vores lokale virksomheder cirka hvert andet år for at høre, om vi kan gøre mere for, at de føler sig godt tilpas. Og der har aldrig været noget at udsætte på den struktur, vi har, og som de har draget nytte af, siger Per Bach Laursen.

Hans tanker går nu til de mange medarbejdere, der mister deres arbejde. Ifølge Nordjyskes oplysninger forsvinder omkring 120 arbejdspladser fra byen.

- Vores fokus er medarbejderne. Det er dem, det handler om nu. Det andet er ude af vores hænder. Som det første skal jeg have fat i den ansvarlige direktør på arbejdsmarkedsområdet. Det kommer til at kræve vores fulde opmærksomhed, så vi får medarbejderne videre, siger Per Bach Laursen.

Han er rimelig fortrøstningsfuld med hensyn til muligheden for, at i hvert fald en del af medarbejderne kan finde nyt arbejde på andre lokale virksomheder.

- Vi ved, at der er nogle, der har brug for arbejdskraft. Omvendt kræver det også, at medarbejderne har interesse i og lyst til at uddanne sig til en ny branche, siger borgmesteren og understreger:

- Jeg mener ikke at have været med til noget lignende som borgmester. Der er ingen tvivl om, at vi fra kommunal side vil stille alt til rådighed, vi kan, for at få folk i arbejde igen.

- Vildt overraskende

Anslået 100 medarbejdere hos Jeld-Wen i Løgstør er organiseret hos 3F. Og nyheden om lukningen af produktionen har også skabt rystelse i den lokale afdeling af fagforeningen:

- Jeg tænkte, at det jo er vildt overraskende og chokerende. Det er skidt for nærområdet Løgstør og for Vesthimmerland, siger faglig medarbejder hos 3F Midtfjord René Rosenkrans.

Hans tanker går også til de mange medarbejdere, der blev orienteret om lukningen torsdag:

- Det er en kæmpe omvæltning for medarbejderne, hvoraf mange har været på virksomheden i mange år.

3F Midtfjord tager nu fat på den store opgave, det er, at hjælpe deres medlemmer videre:

- Vi skal forsøge at finde noget nyt til dem, og der er altid muligheder. Hvorvidt der vil være det for alle, kan man altid være i tvivl om. Men der er også virksomheder inden for samme områder, måske med lidt uddannelse, opkvalificering og kurser, siger René Rosenkrans.

Skal "strømlines"

Nordjyske har bedt ledelsen hos Jeld-Wen om at kommentere på beslutningen om at lukke fabrikken i Løgstør. Her henvises til Amy Simpson, der er kommunikationsansvarlig for koncernen i Europa.

Hun vil ikke kommentere sagen over for Nordjyske men har sendt et skriftligt svar.

Heraf fremgår det, at Swedoor torsdag meddelte et forslag om at lukke fabrikken i Løgstør for at "konsolidere produktionen fra Løgstør til andre lokationer i Danmark og Norden".

Det er en del af Jeld-Wens forsøg på at "strømline og forenkle forretningsdriften og forblive konkurrencedygtig på markedet".

"Jeld-Wen har indledt formelle drøftelser med samarbejdsudvalget og andre nødvendige parter. Virksomheden er forpligtet til at håndtere processen med den største respekt og hensyntagen til alle involverede", skriver den internationale koncern og producent af døre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078