23948sdkhjf

Byggestart på kæmpe vandland i Høje-Taastrup er udskudt et halvt år

Et kommende gigantiske vandland i Høje-Taastrup ved København er udskudt, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad .

Da investor-talsmand Ulf Høyen og Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K) i februar kunne afsløre planerne om et gigantisk vandland, lød det i stribevis af medier, at lokalplanen ville være klar inden sommerferien og byggeriet gå i gang til oktober 2017 med forventet åbning i 2020. 

Men nu vurderer Ulf Høyen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at startskuddet for Nordic Water Universe-projektet snarere vil lyde næste forår end i dette efterår.

- Det giver ikke megen mening at tage første spadestik omkring 1. november, så der er ingen grund for os til at fremprovokere en hurtig behandling af lokalplanen. Byggestart til første etape bliver formentlig i marts 2018, siger Ulf Høyen, der er talsmand for konsortiet og partner i Nordic Corporate Finance, der rådgiver om virksomhedshandler, større investeringer og kapitalfremskaffelse.

Det nye tidsforløb bliver over for Licitationen - Byggeriets Dagblad bekræftet af Lars Christensen, centerchef i Høje Taastrup Kommunes tekniske forvaltning.

- Vi forventer at have et forslag til lokalplan klar til september eller oktober. Så skal det behandles politisk og sendes i høring otte uger. Derefter skal den endelige behandling og vedtagelse ske, formentlig i starten af det nye år, siger Lars Christensen.

Budgettet for første etape lyder på 2,2 mia. kroner. Etapen skal ifølge den foreløbige projekthjemmeside omfatte ”aquapark, wellnessafdeling, hotel, ferielejligheder, konferencecenter, legeland, minigolf, fitnesscenter, foyer og reception samt en arkade med butikker og caféer/restauranter”.

Frem mod 2028 kan følge yderligere fire mindre etaper, som ifølge Ulf Høyen skønnes til samlet 1,1 mia. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078