Nordjysk entreprenør udvikler nyt boligprojekt i Aalborg
I konkurrence med fire andre bydere har entreprenørvirksomheden Arne Andersens holdingselskab, Kimbo Holding ApS, sammen med boligselskaberne Vivabolig og Sundby-Hvorup Boligselskab købt en byggegrund på hjørnet af Sohngårdsholmsvej og Universitetsboulevarden i Aalborgs såkaldte Grønlandskvarter.
Konsortiet har i samarbejde med Friis & Moltke udarbejdet et projekt, der baner vej for cirka 150 nye boliger samt butikker, erhverv og parkering.
Boligerne, herunder både ungdomsboliger, almene familieboliger og ejerboliger, placeres i skitseprojektet dels i en karré, dels i et boligtårn, som beplantes vertikalt.
Af By- og Landskabsudvalgets godkendelse fremgår det, at projektet udmærker sig ved ”at rumme et stort potentiale som byarkitektonisk fyrtårn – både i den store og den lille skala”, og at projektet lever op til Aalborg Kommunes ønske om at skabe ”et stærkt urbant knudepunkt i samspillet med en kommende +BUS-station og Grønlandstorv”.
Den samlede købssum eksklusiv moms udgør 34,4 mio. kroner. Næste skridt i processen bliver udarbejdelse af en ny lokalplan på baggrund af købers projekt.