23948sdkhjf

MT Højgaard tabte millioner i første halvår

Entreprenøren nedjusterer forventninger til 2016-resultat.
MT Højgaard nedjusterer sine forventninger til driftsresultatet før særlige poster i 2016 fra 300 til 225 millioner kroner.

Det fremgår af en meddelelse, som koncernens bestyrelse har udsendt i forbindelse med afslutning af halvårsregnskab.

Årets andet kvartal er afsluttet med et driftsunderskud på fem millioner kroner, og det samlede driftsunderskud for første halvår er på 19 millioner kroner. Det er en tilbagegang på hele 141 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.

MT Højgaard har i årets første seks måneder omsat for 3.100 millioner kroner, hvilket er 200 millioner kroner lavere end i første halvår sidste år. Faldet skyldes primært lavere omsætning i Greenland Contractors, men korrigeret herfor er omsætningen fortsat noget lavere end forventet. Ifølge koncerndirektør Torben Biilmann er årsagen udskudt start på store projekter samt nedskrivning på et infrastrukturprojekt.

- En del af projekterne i vores ordreportefølje strækker sig over flere år, og når vi får taget hul på de udskudte projekter, vil det afspejle sig positivt i både omsætning og resultat, siger Torben Biilmann.

Han fremhæver, at MT Højgaard, trods nedjusteringen, fortsat har kurs mod et resultat, der er bedre end 2015, hvis det væsentlige bidrag fra Greenland Contractors i Thule tages i betragtning.

To milliarder mere i ordrebogen


I andet kvartal indgik MT Højgaard-koncernen kontrakter for 2,5 milliarder kroner og den samlede ordreindgang for første halvår er 4,3 milliarder kroner mod 3,4 milliarder kroner i første halvår sidste år.

Dermed har koncernen udvidet ordrebeholdningen til 8,7 milliarder kroner, hvilket er godt 2 milliarder kroner mere end på samme tidspunkt sidste år og milliarder kroner mere end ved årsskiftet.

- Ordreindgangen er sund og stabil og understreger, at vi er konkurrencedygtige. Vi vinder en stigende andel af de udbud, vi deltager i, og samtidig efterspørger flere private og offentlige kunder vores model med tidlig involvering samt langsigtet, åbent samarbejde frem mod indgåelse af kontrakt, siger Torben Biilmann.

Vundne, men endnu ikke kontraherede ordrer udgjorde pr. 30. juni 2016 i alt 1,9 milliarder kroner. MT Højgaard har nedjusteret sine forventninger til omsætningen i 2016 fra 7,0 til 6,8 milliarder kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129