23948sdkhjf

Sweco-rådgiver vinder prestigefuld pris

For tredje år i træk er Europas bedste unge rådgivende ingeniør en dansker.
Præcis som i 2014 og 2015 blev det en dansker, der løb med den prisen som "Young Professionel of the year" i European Federation of Engineering Consultancy Association’s (EFCA) prestigefulde konkurrence.

Den 29-årige Kristoffer Bjerg Sørensen fra Sweco Danmark vinder prisen for at fremtidssikre kølerum for Novo Nordisk.

Jens Rosenville fra Rambøll, som i år er kåret til årets unge FRI-rådgiver, kom ind på en tredjeplads, mens Inooraq Brandt fra Orbicon og Jesper Zygmunt Christensen fra Niras begge har fået hædrende omtale.

- At det er en rådgiver fra en dansk baseret virksomhed der for tredje år i træk vinder den prestigefyldte konkurrence, viser ikke blot den styrke og professionalisme, der gennemsyrer rådgiverbranchen i Danmark. Det viser også, at vi er gode til at identificere, tiltrække, fastholde og dygtiggøre talenterne inden for branchen, siger Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Kristoffer Bjerg Sørensen vandt prisen foran 12 unge rådgivende ingeniører fra otte andre europæiske lande. EFCA skriver i deres pressemeddelelse, at kendetegnende for alle de indsendte projekter var, at de var af bemærkelsesværdig høj kvalitet, hvilket gjorde udvælgelsen vanskelig for juryen. Det er fjerde gang ud af syv mulige, at en ung rådgiver fra en dansk virksomhed vinder.

Kristoffer Bjerg Sørensen er projektleder og specialist inden for køle- og energisystemer. EFCA begrunder valget af Kristoffer Bjerg Sørensen med, at han, i sit projekt om at fremtidssikre kritiske kølerum hos Novo Nordisk, har lagt særlig vægt på bæredygtighed, innovation, kommunikation, og endvidere har udvist en stor viden inden for køling af bygninger. I rollen som projektleder har han udvist meget høj grad af professionalisme og været målrettet i sin ledelse af projektet.

- Der er stor konkurrence om ingeniørtalenterne fra rigtig mange brancher, og derfor er den anerkendelse, en pris som denne giver, meget vigtig for branchen. Den viser, at vi i branchen, og i hver enkelt virksomhed, kan udvikle medarbejderne til store talenter. Det skaber værdi for kunderne, værdi for virksomhederne og styrker danske rådgivende ingeniørvirksomheders konkurrenceevne. Endelig giver det anerkendelse internationalt og herhjemme, når vi som branche kan udvikle talenter – og netop det at være attraktive arbejdspladser i internationalt perspektiv, er et godt middel til at afbøde konsekvenserne af en stigende ingeniørmangel i Danmark, siger Henrik Garver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.332