23948sdkhjf

Ny milepæl for metrobyggeri

Den dybeste og mest komplekse station er nu forbundet med Cityringen.
En stor milepæl blev onsdag nået på metrobyggeriet, da den 100 meter lange og godt 700 tons tunge tunnelboremaskine Nora brød ind i stationsboksen ved Marmorkirken.

Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, overværede gennembruddet og siger:

- Marmorkirken er en speciel station, da den er smallere og dybere end de øvrige stationer. Samtidig er netop denne metrostation blevet fulgt tæt af offentligheden på grund af placeringen tæt på den berømte kirke. Så det er specielt at stå her 40 meter under Store Kongensgade og se stationen blive koblet på resten af Cityringen.

Med stationsgennembruddet ved Marmorkirken er over 60 procent af Cityringens tunneler udgravet, og tunnelboremaskinerne ventes at have færdigbygget samtlige 30 kilometer metrotunneler om et års tid.

- Cityringen vil give en helt ny og nemmere måde at komme rundt i hovedstaden på. Med 11.000 daglige påstigere vil stationen ved Marmorkirken blive lige så benyttet som Aarhus H, Høje Taastrup og Hellerup station. Det bliver fantastisk, når vi kan tilbyde københavnerne og hovedstadens mange gæster at komme hurtigt rundt i brokvarterne og city hele døgnet rundt, siger Henrik Plougmann Olsen.

Fakta om Marmorkirken station og Cityringen
• Metrostationen får cirka 11.000 daglige påstigere. Det svarer til det antal passagerer, der hver dag stiger på toget på Aarhus H, Høje Taastrup station eller Hellerup station.

• Marmorkirken station er den mest komplekse station at bygge af stationerne på den nye metrolinje, Cityringen. Der er tale om en unik konstruktion, hvor man af hensyn til kirken og området i det hele taget har valgt at anlægge stationen med sporene oven på hinanden, og ikke på hver side af en perron som på de øvrige stationer. Det betyder, at Marmorkirken bliver en særlig dyb station. Faktisk bliver den kommende metrostation bliver lige så dyb, som Marmorkirken er høj, nemlig knap 40 meter (uden spir).

• Tunnelboremaskinen Nora, som i dag nåede frem til Marmorkirken station, var den første tunnelboremaskine, der blev sat i gang på byggeriet af Cityringen. Nora har anlagt mere end seks kilometer tunnel under hovedstaden. Fra Nørrebroparken til København H og fra Øster Søgade til Marmorkirken. I alt har de fire tunnelboremaskiner boret godt 60 procent af Cityringens tunneler. Tunnellerne forventes at være færdigbyggede i løbet af et års tid.

• Cityringen åbner juli 2019, og den vil betyde en fordobling af metroens samlede passagertal. Cityringen forbinder Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro og City med 17 nye metrostationer. Seks ud af de ti største stationer i Danmark vil være metrostationer, når Cityringen åbner. I 2025 forventes mere end 130 millioner metropassagerer om året.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093