23948sdkhjf

Håndværksfirma adopterer folkeskoleklasse

Artus Byg har indledt samarbejde med lokal folkeskole i Vejle. Hensigten er at give børnene indsigt i, hvad det vil sige at arbejde i bygge- og anlægsbranchen.
1. C på Petersmindeskolen i Vejle får nu mulighed for at skifte tavleundervisningen ud med livet som håndværker for en stund.

Det lokale håndværksfirma Artus Byg har nemlig taget skoleklassen under vingerne og adopteret dem, så de kan få smag for en hverdag med hammer og tommestok.

- Jeg er rigtig glad for, at Petersmindeskolen har sagt ja til at få det her samarbejde op at stå, og jeg glæder mig til, at vi kan følge børnene helt frem til 9. klasse. Forhåbentlig kan vi være med til få deres øjne op for, at der er mange spændende muligheder i byggebranchen, siger lokalformand i Dansk Byggeri Vejle og direktør i Artus Byg, Bent Olsen.

Den 31. marts lægger Bent Olsen første gang vejen forbi skoleklassen og fortæller børnene, hvad en håndværker laver. Planen er derefter, at børnene skal på besøg hos virksomheden et par gange om året indtil de forlader folkeskolen.

Aftalen er lavet i samarbejde med RelationsNetværket takket været Dansk Byggeris partnerskabsaftale med Vejle Kommune. Og Bent Olsen håber, at samarbejdet kan inspirere flere lokale virksomheder til at lave aftaler med skoleklasser.

- Samarbejdet er en rigtig god måde at få noget praktisk ind i børnenes undervisning på, så de ikke er klistret til en stol hele deres skoleliv. Jeg håber, vi kan være med til at starte en bølge, hvor endnu flere virksomheder i Vejle vil gøre en indsats for at fortælle om livet i bygge- og anlægsbranchen, siger Bent Olsen.

Dansk Byggeri har udviklet undervisningsmateriale, som interesserede byggevirksomheder og skolærere kan bruge i forbindelse med samarbejdet.

- Og så er jeg i øvrigt heller ikke i tvivl om, at børnenes besøg nok skal skabe nogle smil hos os håndværkere, der har været mange år i branchen. Det er altid godt med et frisk pust i hverdagen, slutter Bent Olsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11