23948sdkhjf

Fornyet kritik af autorisationsforslag

Ringere sikkerhed, flere skader og stigende utryghed. Det bliver konsekvensen, hvis et nyt lovforslag om ændring af autorisationsordningerne bliver vedtaget, mener Tekniq.
- Den samlede effekt af lovforslaget er, at vi svækker autorisationsordningerne, som har vist sig at være særdeles effektive i forhold til at sikre forbrugerne og samfundet mod blandt andet elbrande, elektriske stødskader, gasulykker og vandskader, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq.

Lovforslaget vil efter Tekniqs opfattelse ikke have en konkurrencemæssig effekt.

- Lovforslaget lever ikke op til forudsætningen om at skabe mere konkurrence, for der er allerede konkurrence på markedet. Det ændrer forslaget ikke. Desuden lever lovforslaget ikke op til regeringens eget krav om en modernisering uden at gå på kompromis med sikkerheden. Tekniq appellerer til Folketingets medlemmer om at rette op på svaghederne i lovforslaget – ellers er det sikkerheden og forbrugerne, der betaler prisen, siger Niels Jørgen Hansen.

Tekniq-direktøren påpeger fire punkter i lovforslaget, som er særligt problematiske.

Mini-autorisation
Regeringen vil indføre såkaldte delautorisationer, så andre - for eksempel tømrere eller murere - efter et kortere uddannelsesforløb må udføre eksempelvist installationsarbejde i boliger.

- Der er tale om ”mini-autorisationer”, hvor personer får lov til at udføre farligt arbejde på en børnebillet. Det er en farlig og alvorlig misforståelse, at for eksempel en murer på et halvt år kan lære så meget, at han kan tage ansvaret for alle installationer i en bolig. Det er ikke i tråd med markedet, hvor de tekniske krav kun stiger, siger Niels Jørgen Hansen.

Ansvar for andres arbejde
Hertil kommer, at autoriserede virksomheder skal påtage sig ansvaret, hvis andre for eksempel har trukket kabler eller lagt rør.

- Det er uholdbart, at autoriserede virksomheder skal tage ansvar for installationsarbejde, som de ikke selv har udført eller ført tilsyn med, siger Niels Jørgen Hansen.

Ikke krav om lederrolle til autoriserede
Et tredje kritikpunkt er forslaget om ændringer af de krav, der i dag bliver stillet til den ansvarlige person i en autoriseret virksomhed.

- Krumtappen i autorisationsordningen er den person, der har dokumenteret faglig kompetence, så han kan føre tilsyn, bemande og instruere i den pågældende virksomhed. Forslaget ændrer dette, så den ansvarlige ikke behøver have en lederrolle. Det udvander den personligt autoriseredes ansvar, siger Niels Jørgen Hansen.

Svækket tilsyn
- For det fjerde svækker lovforslaget de tilsyn af nye installationer, som skal være med til at sikre, at fejl bliver opdaget, inden det ender med for eksempel en større vandskade. I lyset af lovforslagets generelle svækkelse af kravene til de autoriserede er dette særligt problematisk, lyder det fra Niels Jørgen Hansen om det fjerde væsentlige kritikpunkt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094