23948sdkhjf

Vil udvide med 110 boliger: Store planer for tranformation af fynsk bycenter

Går alt efter planen, begynder en større transformation af Svendborg Bycenter næste år. Den 12. august bliver planerne præsenteret på et borgermøde, som er et skridt på vejen mod realiseringen

I 00'erne var Svendborg Bycenter et levende butiksmekka fuld af forretninger, en lille café og centerkoncerter.

I dag er fortællingen en anden. Tomme butikslokaler og en generel mangel på liv har presset Svendborg Bycenter, og derfor har ejerne bag – ejendomsselskabet Proark Group – besluttet sig for at reformere centeret fra 1996.

Mandag, den 12. august, tages der endnu et skridt i retning af tranformationen, hvor man også vil opføre lejligheder oven på det nuværende byggeri. Her afholdes det første borgermøde på Svendborg Rådhus.

Det er Fyens.dk, som var først med historien.

Tidligere har Svendborg Kommune udarbejdet forslag til ændringer i lokalplanen af Svendborg Bycenter, eller Tinghaveriet, som det hedder, der lige i øjeblikket er i offentlig høring. Planerne danner grobund for borgermødet mandag aften.

Lejligheder og park i to plan

Helt konkret ønsker man at bygge op til 110 nye boliger oven på det nuværende bycenter, mens centrets første sal skal rives ned sammen med parkeringspladsen, der i dag ligger på toppen. Boligerne skal efter planen bygges i tre etager, mens et større gårdmiljø i to plan også skal etableres.

Boligerne, der skal bygges i tre etager og enkelte steder i fire, skal placeres ud mod de omkringliggende veje, så de danner ring om et større gårdmiljø i midten.

Højden på boligerne vil variere, men vil de fleste steder være 13-14 meter. Ved hovedindgangen til bycentret vil boligerne dog kunne nå 19 meter.

Ifølge Fyens.dk har kommunen en række krav til byggeriet. Her må der ikke bygges højere end 19 meter, mens facaderne skal beklædes med skifer, tegl eller træ.

Går det efter planen, har Proark Group et kommuneplantillæg, lokalplan og udbygningsaftale klar til oktober, og bliver det tilfældet, ventes byggeriet at starte i løbet af 2025.

Projektet forventes opført som et samarbejde mellem et team af entreprenører i totalentreprise, mens projektet ikke kommer i et egentligt udbud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062