23948sdkhjf

Endelig besat: Nu får Aalborg ny stadsarkitekt

For mere end et år siden blev Peder Baltzer Nielsen fritstillet - nu er afløseren fundet

Stillingen har været ledige i mere end et år, men nu får Aalborg igen en stadsarkitekt.

Den tidligere - Peder Baltzer Nielsen - blev i december 2021 fritstillet med øjeblikkelig virkning som konsekvens af hans involvering i ulovlige udbygningsaftaler.

Den længe ventede afløser bliver Lise Thorsen, der tiltræder i jobbet 7. august.

Den nye stadsarkitekt er uddannet Arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og Københavns Universitet, og har siden stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder med internationale medarbejdere og arbejdssprog på skandinavisk og engelsk.

Hun har været afdelingschef i Vordingborg Kommune, og har ligeledes været ansat hos Henning Larsen Architects med teamledelse i Landscape & Urbanism, ligesom hun fra sin tid som kontorchef i Arkitema Architects har erfaring med forretningsbaseret produktionsledelse for fagspecialister i Århus, København og Oslo i Norge.

- Jeg er rigtig glad for, at Aalborg Kommune har tilbudt mig jobbet som ny stadsarkitekt. Det er en unik opgave, som jeg ydmygt vil se frem til at tjene. Aalborg har et visionært, politisk miljø i en af landets mest dynamiske byer. Det er en unik position, hvor stadsarkitekt og medarbejdere, borgere og erhvervsliv sammen udvikler ambitiøs arkitektur og skabe nye rammer for samfundsudvikling. Det er en opgave, jeg er stolt over at skulle stå i spidsen for, siger Lise Thorsen, der er gift, mor til to voksne børn. Hun bor på Møn, men flytter til Aalborg.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Thaysen er glad for, at stillingen endelig bliver besat.

- En vigtig opgave for vores nye stadsarkitekt bliver at agere i samspil og dialog med omverdenen. Det har Lise Thorsen solid erfaring med fra sine tidligere ansættelser. Hun har også gennem sit arbejdsliv opbygget en stærk erfaring med at udvikle ledelse og politisk forståelse, ligesom hun har en høj grad af viden om lovgivning og sagsbehandling i offentlig forvaltning. Jeg glæder mig over, at vi med rekrutteringen af Lise har fået en kompetent leder på den vigtige post, som kan gå i dialog med omverdenen og forstå og varetage de mange interesser, der er på spil, siger rådmanden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094