23948sdkhjf

Ny type lethal skyder op i Gentofte

Med "Lethal 2.0" står Lokale og Anlægsfonden sammen med Andersen & Sigurdsson Arkitekter bag en videreudvikling af den særlige idrætsfacilitet kaldet en lethal.
En lethal bygger på et princip om mulighederne i en uopvarmet idrætshal uden omklædningsrum, som samtidig formår at udtrykke en stærk arkitektonisk kvalitet. Idéen med en lethal er ikke, at den skal erstatte traditionelt idrætsbyggeri, men være et alternativ til en kedelig og skrabet udgave af det konventionelle byggeri.

Lokale og Anlægsfonden tog i 2003 initiativ til introduktionen af lethallen, og der er siden opført fem lethaller i Danmark. I år anså Fonden, at tiden var inde til at nytænke den arkitektoniske og tekniske tilgang til udformningen af lethaller, så de i højere grad lever op til deres navn, og kan anlægges for en mindre etableringsudgift end de første versioner.

Derfor lod Fonden en række arkitektteams arbejde på udviklingen af "Lethal 2.0". Det resulterede i tre projekter, og det første nu er klar til at blive opført ved Gentofte Stadion. Placeringen vil gøre det muligt for de meget selvorganiserede børn og unge, der dyrker gadens idrætsgrene, at opleve et fællesskab med Gentoftes organiserede idræts- og foreningsliv.

Arkitektur med lethed og dagslys
Andersen & Sigurdsson Arkitekter har i arbejdet med den nye type lethal lagt vægt på nyskabende løsninger i konstruktion og materialevalg. På grund af dagslysets muligheder for at trænge igennem lethallens ydre, får lethallen i Gentofte en særlig lethed i det arkitektoniske udtryk, som ikke tidligere er set. Samtidig er der arbejdet med de praktiske udfordringer fx omkring kondensvand i uopvarmede byggerier.

Lethallens ’skærm’ bliver foldet ud over et aktivitetsareal svarende til en håndboldbane på 20x40 meter. I langsiderne etableres arkader til mindre pladskrævende aktiviteter som fx styrketræning og parkour. Arkaderne kan også rumme aktiviteter, der udnytter lethallens konstruktion og højde til klatring, leg og ophold i udspændte net. På den måde giver lethallen mulighed for, at aktivitet ikke kun er noget, der foregår på de vandrette gulvoverflader, men også kan foregå op og ned af bygningens sider. De særlige ’gardiner’, der udgør lethallens vægge, kan løsnes og foldes op, så grænserne mellem lethallens indre og de omkringliggende udendørs aktivitetsarealer udviskes og integreres.

I alt koster projektet 5 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter med 2,5 mio. kr. Gentofte Kommune støtter også projektet med 2,5 mio. kr.

Hans Toft, borgmester i Gentofte Kommune, siger om projektet:
- Med lethallen bliver området et helt fantastisk sted for skatere, og det giver de selvorganiserede børn og unge helt unikke muligheder for at dyrke deres sport og få endnu bedre rammer også for socialt samvær.

Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
- Det er fantastisk, at vi allerede nu kan gå i gang med den første af de tre nye lethaller, som Fonden i foråret tog initiativ til at udvikle. Der er tale om en meget lys og næsten poetisk udformning af en lethal, der viser, hvor langt inspireret idrætsarkitektur kan nå, når der ikke bliver lagt låg på fantasi og kreativitet.

Endnu to nyudviklede koncepter for lethaller
Lethallen i Gentofte er den første af i alt tre nye typer lethaller, der udviklet som "Lethal 2.0" i foråret 2012. Interesserede bygherrer er velkomne til at henvende sig til Lokale og Anlægsfonden og høre nærmere om mulighederne for støtte til at etablere de første eksempler på de nye lethaller.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094