Faaborgs havnebad klar allerede i år
Faaborgs nye turistattraktion, et særligt havnebad bliver ifølge en ny plan klar til højsæsonen 2012.
Havnebadets beliggenhed centralt i byen ved byens havnepark og tæt på lystbådehavnen giver muligheder for at tiltrække turister og borgere fra hele byens opland og det øvrige Fyn.
Badet skal kunne bruges både sommer og vinter og skal rumme trygge badefaciliteter for de mindre børn, et bassin med udspring til større børn og voksne samt omklædnings- og saunafaciliteter. Havnebadet vil også rumme muligheder for forskellige former for vandsportsaktiviteter som f.eks. vandpolo og kajakpolo.
Bevillinger sikrer projektet
Faaborg by har et helt særligt bymiljø, og havnebadet skal derfor udformes under hensyn til købstadens og øhavets kvaliteter. Havnebadet skal i sit udtryk fremstå som et nyt vartegn i byen, der kan fungere som et moderne og respektfyldt modspil til byens historiske kvaliteter.
Realdania bidrager med 10 mio. kr., Lokale- og Anlægsfonden med 3,5 mio. kr. og Faaborg-Midtfyn Kommune med 5 mio. kr.