Byggeriet vil genanvende mere
87 procent af affaldet i bygge- og anlægsbranchen genbruges. Skal procenten højere op, er der brug for et centralt videncenter, mener Teknologisk Institut og Dansk Byggeri.
Oplægget er udarbejdet i samarbejde med Teknologisk Institut henover foråret og sommeren 2014, og parterne ønsker, at regeringen afsætter midler til et videncenter på den kommende finanslov.
Martin Nerum Olsen fra Teknologisk Institut har, som faglig leder inden for netop bygge-/anlægsaffald, oplevet behovet blandt aktørerne i branchen.
- Det er af stor vigtighed, at der sættes fokus på bygge-/anlægsaffaldet, da cirka 30 procent af al produceret affald stammer fra byggeriet. Miljøministeren har også vedkendt, at der er en udfordring vi skal have løst ved at igangsætte den nye ressourcestrategi, hvor bygge-/anlægsaffaldet indgår, siger Martin Nerum Olsen.
Center kan samle og formidle viden
I dag sidder mange kommuner med i erfaringsnetværk, men ifølge Martin Nerum Olsen, mangler der et centralt koordinerende videncenter, hvor den samlede viden fra hele aktørkredsen fx kommuner, bygherrer, rådgivere, entreprenører og videninstitutioner kan samles og videreformidles.
- Vi mener, at løsningen er at oprette et videncenter, som Dansk Byggeri og Teknologisk Institut foreslår. Med driftsmidler tildelt fra finansloven vil videncenteret være uvildigt og vil kunne anvendes af alle aktører, siger Martin Nerum Olsen.
Ifølge Dansk Byggeri producerer bygge- og anlægsbranchen årligt 2,66 mio. tons affald. Til sammenligning står husholdningerne og industrien for henholdsvis 2,39 og 1,07 mio. tons affald. Byggeriet genanvender i dag 87 % af affaldet og har et særligt fokus på håndtering af farlige stoffer som PCB, bly og asbest.
- Vi har brug for viden, erfaringer og anvisninger frem mod en bedre håndtering af fx miljøskadelige stoffer og en bedre sortering med henblik på forarbejdning og genanvendelse, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
Hos Teknologisk Institut har man de senere år indsamlet en stor mængde viden om skadelige og miljøproblematiske stoffer i byggeriet – en viden, som Martin Nerum Olsen gerne vil dele med branchen.
- Et helt konkret projekt, hvor Teknologisk Institut genererer viden er et større projekt for Miljøstyrelsen, der omhandler netop udredning af teknologier til identifikation og fjernelse af miljøproblematiske stoffer og materialer fra byggeriet. Et videncenter vil kunne spille en central rolle i forhold til at skulle formidle den indsamlede viden i det specifikke projekt, forudser Martin Nerum Olsen.