23948sdkhjf

Østsjællandske firmaer vil gerne bygge med

Mere end et halvt hundrede virksomheder og institutioner deltog i kick-off arrangementet ”Vil du bygge med?” om mulighed for vækst gennem bygge- og anlægsprojekter i Køge.
De kommende års store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune har stor interesse blandt kommunes virksomheder. Mere end 60 virksomheder var repræsenteret til arrangementet ”Vil du bygge med?”. Under mødet fik deltagerne en opdatering på et udvalg af de større projekter, professionel rådgivning i hvordan virksomhederne kan byde ind på de mange opgaver og information om, hvilke samarbejdsmuligheder der er gennem en såkaldt emnebank. Ikke mindre end 49 virksomheder tilmeldte sig emnebanken inden arrangementet var omme.

Samarbejde om vækst
Hos Køge Erhvervsservice ser man det store fremmøde og tilmeldingen til emnebanken som et tydeligt signal på, at de lokale erhvervsdrivende har et stort ønske om at skabe vækst samt arbejde sammen om komme forrest i køen til de mange store opgaver.

- Det er positivt med så bredt et fremmøde fra det lokale erhvervsliv. Det bekræfter vores formodning om, at der eksisterer en stigende interesse blandt de lokale erhvervsdrivende til at skabe vækst i forbindelse med de planlagte store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune. Endvidere tegner der sig et billede af, at de ønsker at indgå i et samarbejde med kommunen og hinanden, hvor de vil stå stærkere i konkurrencen om at få del i opgaverne, fortæller erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen fra Køge Erhvervsservice.

Emnebank som primus motor
Samarbejdet går blandt andet ud på, at virksomhederne bliver medlem af emnebanken, der fungerer som primus motor for hele værket. Emnebankens vigtigste opgave bliver at synliggøre medlemsvirksomhederne overfor markedets eksterne aktører. I første omgang vil fokus være rettet mod byggebranchens førende hovedentreprenører, der skal præsenteres for de stærke kompetencer, de lokale virksomheder i Køge Kommune kan mobilisere.

Via opsøgende markedsføring får hovedaktørerne kendskab til de dygtige og kvalitetsbevidste lokale leverandører i Køge Kommune. Kvalitet er også fleksibilitet, hvilket især de lokale virksomheder vil være eksponenter for til de store lokale projektopgaver.

- Når hovedaktørerne er blevet præsenteret for vores lokale ”pakkeløsning”, så vil de ikke være et øjeblik i tvivl om, hvor de skal søge kompetencerne, og hvor de skal indhente deres tilbud! Derudover har vi en plan – en handlingsplan – der omfatter en håndholdt model, som skal sikre, at de mindre og mellemstore lokale virksomheder bliver klædt bedst muligt på til at kunne byde ind på de mange opgaver, slutter projektleder for ”Projekter, Vækst og Jobs” Bent Lorentzen fra Køge Erhvervsservice.

Bag arrangementet ”vil du bygge med?” står ”Projekter, Vækst og Jobs. Et udviklingsprojekt som skal sørge for, at virksomhederne i Køge Kommune får del i de mange anlægs- og byggeprojekter, og at de store projekter omsættes til lokale jobs i bygge- og anlægssektoren. Udviklingsprojektet går på tværs af Køge Kommune, men er forankret hos Køge Erhvervsservice med Bent Lorentzen som projektleder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.972