Nordjysk partnerskab sikrer faglærte i fremtiden
Hjørring Kommune, Dansk Byggeri og EUC Nord indgår 2. maj 2014 en partnerskabsaftale for at sikre praktikpladser til alle unge, som er i gang med en bygge- og anlægsuddannelse på EUC Nord.
Næstformand i Dansk Byggeri, Ole Bæk Pedersen roser samarbejdet:
- Med partnerskabsaftalen tages der et skridt i den helt rigtige retning. Der bliver nemlig skabt langt bedre betingelser for, at de unge, der ønsker sig en bygge- eller anlægsuddannelse, også får sig en praktikplads. Og det er vigtigt for udviklingen i området. Derfor ser vi frem til samarbejdet med både EUC Nord og Hjørring Kommune.
Mange mål
Ud over flere praktikpladser er der også sat et mål om at øge tilgangen til erhvervsuddannelserne efter 9. klasse til 10 pct. og efter 10. klasse til 30 pct. af årgangen.
Herudover er der sat et ambitiøst mål om, at 60 pct. af alle unge uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere skal være i gang med en erhvervsuddannelse senest et år efter, at de er kommet på kontanthjælp.
Et andet mål med partnerskabsaftalen er at sikre, at faglig uddannelse, målrettet efteruddannelse, virksomhedspraktik og løntilskud anvendes til at sikre ledige et job i bygge- og anlægsbranchen.
- Der findes rigtig mange spændende muligheder inden for byggefagene, og dette initiativ er med til at sikre praktikpladser til de kommende svende, som virksomhederne og kommunen har brug for i fremtiden. Stor ros til Dansk Byggeri for at tage et ansvar, lyder det fra direktør for EUC Nord, Neil Jacobsen.