3XN skal designe nyt olympisk hovedsæde
Den danske tegnestue er blevet udvalgt af den Internationale Olympiske komité (IOC) som partner for udformningen af et nyt 14.000 kvadratmeter stort hovedsæde i Lausanne.
Den danske tegnestues vinderforslag til det nye hoveddomicil for IOC bliver en bygning, der repræsenterer de værdier, IOC står for og vil samtidig tjene som en drivkraft for samarbejde og interaktion for organisationens medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter.
Det vindende designkoncept til IOCs nye hovedsæde er beliggende på en 24.000 kvadratmeter grund, der ligger ved bredden af Genevesøen. Med den 14.000 kvadratmeter store bygning, er der skabt en ‘olympisk campus’ med administrative bygninger, der skal huse de 500 medarbejdere.
Høj kvalitet og hårdt arbejde
3XN har arbejdet på projektet siden sidste år, hvor 12 internationale teams blev udvalgt til at give deres bud på det nye hovedsæde.
Jan Ammundsen, partner og konkurrencechef hos 3XN beskriver konkurrencen således:
- Det været en proces fyldt med hårdt arbejde udført af et dedikeret team i samarbejde med projektgruppen fra IOC og deres eksperter. Det har resulteret i et gennemarbejdet og detaljeret konkurrenceforslag af høj kvalitet, som samtidig er et eksempel på en meget velorganiseret designproces.
Designet vil blive afsløret på et senere tidspunkt, som fastsættes af IOC.