23948sdkhjf

Lokale håndværkere vinder 90 % af lokale kontrakter

90 % af de kommunale bygge- og anlægsudbud under 10 mio. kr. i Slagelse vindes af lokale virksomheder. I samarbejde skal de lokale virksomheder få fat i de store udbud.
En opgørelse fra Slagelse Kommune viser, at 90 procent af de kommunale bygge- og anlægsudbud under 10 mio. kr. vindes af lokale virksomheder. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Derfor ønsker man, at anlægsmidlerne fra det nyligt vedtagne budgetforlig sættes i værk, så de kan skabe flere lokale arbejdspladser. Og så skal lokale virksomheder gå sammen, så de kan byde på de store udbud.

- Vores lokale virksomheder er rigtig gode til at få del i de mange opgaver under 10 mio. kr., men vi skal være bedre til at få del i de større opgaver over 10 mio. Derfor vil vi i Erhvervsrådet gerne kvittere for kommunens initiativ med oprettelse af leverandørdatabase og en større synlighed af de kommende kommunale udbud. Erhvervsrådet vil i løbet af efteråret aktivt hjælpe lokale virksomheder med at indgå i konsortier, så de også kan byde på de store opgaver, så store anlægsarbejder i kommunen også medfører lokale arbejdspladser, siger bestyrelsesmedlem i Slagelse Erhvervsråd, tømrermester Niels Lien.

Samarbejdsudvalg skal sikre optimale rammer
I det nyligt vedtagne budget er der en række anlægsopgaver, og der var enighed blandt budgetforligets parter om, at de politiske udvalg hurtigst muligt skal sætte opgaverne i udbud, så virksomhederne kan byde på dem.

- Vi skal sørge for, at kommunens politiske udvalg hurtigt sætter anlægsopgaverne i udbud, så vores lokale erhvervsliv kan byde ind på opgaverne. Det var hele intentionen bag den store prioritering af anlægsmidler i det netop indgåede budgetforlig, og langt størstedelen af anlægsmidlerne er til projekter under 10 mio. kr., så det gælder om at komme i gang, så vi kan støtte det lokale erhvervsliv, siger formand for Plan- og Byggeudvalget Niels Jørgensen.

Slagelse Kommune og Slagelse Erhvervsråd har oprettet et særligt samarbejdsudvalg med det formål at give lokale virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen de bedst mulige rammer.

- Vi har igennem de seneste år – ja faktisk lige siden krisen ramte os i 2008 – haft et betydeligt fald i beskæftigede inden for bygge og anlæg. Hvis vi skal have vendt den udvikling, er det helt afgørende, at vi som den største udbyder af bygge- og anlægsopgaver i Slagelse Kommune arbejder tæt sammen med Erhvervsrådet for at skabe de bedst mulige rammer for vores egne bygge- og anlægsvirksomheder, siger formand for Erhvervs-, Innovations- og Arbejdsmarkedsudvalget Flemming Erichsen.

Om Samarbejdsudvalget
Samarbejdsudvalget for indkøb af kommunale bygge- og anlægsudbud er et forum, hvor kommunen som udbyder og det lokale erhvervsliv som bydende i fællesskab kan evaluere og drage erfaringer i forbindelse med kommunale udbud med henblik på at styrke de lokale virksomheder i konkurrencen om de offentlige udbud. I udvalget sidder repræsentanter fra Slagelse Kommune og Slagelse Erhvervsråd.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078