23948sdkhjf

Danske muligheder i canadisk byggeboom

Den canadiske byggesektor tordnede af sted under krisen – og gør det fortsat. I december tager en dansk delegation til Toronto for at åbne nye døre til det attraktive marked.
Virksomheder i den danske byggeindustri bør have Canada på radaren, mener man hos Generalkonsulatet i Toronto.

Byggeindustrien har nemlig kronede dage overalt i Canada, og nybyggerier skyder op i hobetal fra Vancouver i vest til Toronto og Montreal i øst.

Det største byggeboom findes i Toronto, der sidste år rykkede op på fjerdepladsen over Nordamerikas største byer efter New York, Los Angles og Mexico City. Alene i Toronto er der p.t. 169 højhusbyggerier i gang samt 296 under planlægning. Til sammenligning har de fem største amerikanske byer kun 129 højhusbyggerier i gang – tilsammen! Selv Asien har svært ved at følge med tempoet i Canada, hvor et hastigt voksende antal af LEED-certificerede bygninger vidner om et markant fokus på grønt byggeri og energieffektive bygninger.

- Canada var et af de steder i verden, hvor byggeindustrien trodsede finanskrisen med en imponerende vækst på 8 procent gennem kriseårene. Den vækst vil fortsætte. Byggeindustrien forventes de næste fem år at vokse med yderligere på 5 procent pr. år. I øjeblikket generer industrien over 110 milliarder $ i omsætning, og dermed udgør den mere end 10 procent af landets BNP, fortæller Krista Friis, der er Senior Trade Advisor hos Generalkonsulatet i Toronto.

Netop Generalkonsulatet er sammen med Håndværksrådet vært for en fem dage lang ekskursion i den første uge af december, hvor danske byggevirksomheder inviteres til Canada for at skabe nye eksportmuligheder på det attraktive canadiske marked. Turen omfatter blandt andet et besøg på Canadas største byggemesse; ”Construct Canada”, besøg på udvalgte byggepladser og møder med bygherrer og entreprenører i Toronto. Hertil kommer et indkøbsmøde hos Home Hardware, der er Canadas største uafhængige kæde for byggematerialer med over 1.080 butikker.

- Byggeindustriens vækst medfører stigende salg af byggematerialer og gør-det-selv-produkter. Et salg der tilsammen udgør 8 milliarder $ i Canada. De fem største byggemarkeder tegner sig for 60 procent af markedet, og turen vil derfor også indeholde møder med flere af disse, forklarer Krista Friis.

Målgruppen for turen er leverandører af byggematerialer til byggeindustrien, leverandører af gør-det-selv produkter til byggemarkeder samt virksomheder med erfaring inden for håndtering af byggeaffald.

Yderligere info:
Krista Friis, Senior Trade Advisor, Generalkonsulatet Toronto, krisfr@um.dk, +1 (416) 640 748.

Tor Hjorth Nielsen, Konsulent, Håndværksrådet, nielsen@hvr.dk, +45 50 96 58 40
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.751