23948sdkhjf

Hvordan bygger vi verdens bedste sygehuse?

Det bliver et internationalt tilløbsstykke, når Odense om kort tid samler en række af verdens mest visionære aktører inden for sundhedsbyggeri til konference.
I løbet af de næste 10 år bliver der brugt 40 milliarder kroner på at bygge nye sygehuse i Danmark.

Men hvordan indretter vi dem, så patienterne får den bedst mulige behandling? For fakta er, at vi skal behandle flere patienter uden, at der følger flere penge med.

- Vi bliver nødt til at tænke os grundigt om og lære af hinanden, når vi står over for så stor en investering og udfordring, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) fra Region Syddanmark forud for konferencen Hospital+Innovation, hvor 250 deltagere fra hele verden lægger vejen forbi Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense.

- Med Hospital+Innovation konferencen kommer vi et godt skridt nærmere de gode løsninger. For her er det lykkedes for Region Syddanmark at samle nogle af de mest innovative hjerner fra hele verden inden for sygehusbyggeri og sundhedsvæsen, så det offentlige og private kan dele viden, siger Carl Holst.

Det nyeste inden for sygehusbyggeri
På konferencen vil der være mulighed for at høre indlæg fra nogle af verdens mest innovative og visionære nøglepersoner inden for sundhedsbranchen; blandt andre Philips’ CEO Frans Van Houten og Administrative Director Barbara Spurrier fra Mayo Clinic.

Selve formen på konferencen er også nyskabende, da arrangørerne ønsker at inddrage deltagerne på en helt ny og unik måde via fire ”open innovation workshops”. Det vil blandt andet også være muligt at gå på opdagelse i en ”Prototype Playground”. Her kan man få indblik i de innovative processer, der indgår i udviklingen af prototyper, når der skal udvikles nyt udstyr til behandling eller indretning af operationsstuer.

Én af de prototyper, der kan opleves i ”Prototype Playground” er en såkaldt ”Relax Demo”, der viser, hvordan Region Syd i samarbejde med Philips, via lysterapi, arbejder med at berolige psykiatriske patienter og dermed skære ned på patienternes medicinindtag.

Læs mere om programmet på http://www.hospitalplusinnovation.com/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078