23948sdkhjf

7.000 m² boliger og erhverv klar til projektering

CPHinvest og Casa Entreprise bygger nyt kvarter på Amager.
65 boliger fordelt på ca. 7.000 m² og tilhørende erhvervslokaler er begyndelsen på det nye kvarter, som ejendomsudvikler CPHinvest og byggeentreprenør Casa Entreprise nu går i gang med at projektere.

Navnet er ”Strandlodden”, og projektet bliver del af den samlede byfornyelse på Amager, hvor industriområdet mellem Amagerbanen og Strandlodsvej omdannes til et grønt område med boliger, butikker og serviceerhverv.

Holscher Arkitekter har tegnet områdets lejligheder og rækkehuse, der sælges som ejerboliger. Salget begyndte i maj 2013, og på bare tre måneder er mere end halvdelen af lejlighederne solgt. Anden etape af boligsalget ventes at gå i gang inden for to måneder.

- Vi forventer at kunne levere attraktive boliger af høj kvalitet til køberne og er meget glade for at kunne igangsætte projektet i samarbejde med Casa Entreprise, som vi har et godt samarbejde med, fortæller direktør i CPHinvest, Peter Soldbro Dubin.

Folkene bag CPHinvest har igennem de seneste år stået bag alt fra små, karakterfyldte ombygninger til opførsel af hovedsæder for større virksomheder. Grunden, som Strandloddens to første boligbyggerier bliver igangsat på, giver med sine 24.000 m² mulighed for endnu flere byggeprojekter, der efter planen vil blive sat i gang i løbet af de kommende år.

Casa Entreprise bygger i det meste af Danmark, og selskabet arbejder tæt sammen med Ejendomsselskabet Casa, så virksomhedens kunder også har mulighed for at vælge at leje nyopførte bygninger.

- Projektet på Strandlodsvej er spændende. Vi kender området godt i forvejen og glæder os til at løse opgaven sammen med CPHinvest, siger Rasmus Holbech, seniorudvikler i Casa Entreprise.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078