23948sdkhjf

Henning Larsen Architects skal inspirere til eksport

Internationalt anerkendte Henning Larsen Architects og FL Smidth er blandt de 30 danske eksportvirksomheder, der indgår i den nye danske eksportkanon.
Onsdag blev den danske eksportkanon præsenteret. Blandt de 30 virksomheder, der skal inspirere til øget eksport, finder mand Henning Larsen Architects og FLSmidth.

Den danske eksportkanon dækker de største eksportbedrifter siden 1989. Den indeholder 30 danske eksportvirksomheder, der i alt omsætter for mere end 850 mia. kr. om året og beskæftiger flere end 75.000 herhjemme. De 30 virksomheder skal inspirere flere til at gå i gang med at eksportere, og giver 95 konkrete råd til, hvordan man får succes på eksportmarkederne.

- Hver eneste gang vi kan øge eksporten med én milliard, skaber det 600-700 arbejdspladser herhjemme. Derfor skal vi have flere virksomheder med på eksportvognen, og kanonen kan forhåbentligt inspirere mange til at gå i gang, siger Handels- og Europaminister, Nick Hækkerup, der netop har præsenteret kanonen i den gamle børsbygning i København.

Fortællingen om dansk eksport
Arbejdet med kanonen begyndte i marts, da Mandag Morgen vandt opgaven i offentligt udbud. Sammen med førende eksperter og erhvervsledere har innovationstanken udpeget de største danske globale erhvervsbedrifter. Kanonudvalget har delt virksomhederne op i otte kategorier, der sammen tegner et bredt billede af dansk eksport, forklarer Mandag Morgens chefredaktør, Bjarke Møller:

- Vi ønsker at fortælle den samlede fortælling om dansk eksport med kanonen. Det er helt centralt, at vi lærer den at kende, for vores velstand og vores velfærd afhænger af erhvervslivets eksportevner, siger han.

Over 300 nominerede
De 30 virksomheder er udvalgt blandt mere end 300 kandidater, der blev indstillet, da der var åbent for nomineringer i maj og juni.

- Udvælgelsesprocessen var svær. Jeg blev overrasket over, hvor mange interessante og stærke virksomheder, der er rundt om i Danmark, som man ikke kender, siger medlem af kanonudvalget og nationaløkonom ved Aarhus Universitet, Philipp Schröder.

Blandt virksomhederne i kanonen er både kendte virksomheder som Mærsk Line, ISS og Siemens Windpower, og mindre kendte som designvirksomheden Designit, robotudviklerne i Universal Robots og frugtkoncentratfirmaet Orana. Samtidig er flere af forhåndsfavoritterne blevet valgt fra. Blandt andre Vestas, Rambøll og Zentropa, som alle var blandt de nominerede. Kanonen kan findes i sin helhed på mm.dk.

De 30 virksomheder er:
- Carlsberg
- DSV
- Falck
- FL Smidth
- Fritz Hansen
- Haldor Topsøe
- Henning Larsen Architects
- IO Interactive
- ISS
- Mærsk Line
- Novasol
- Novo Nordisk A/S
- Novozymes
- FOSS Analytical A/S
- Oticon
- Welltec A/S
- Coloplast
- Arla Foods
- Danske Commodities A/S
- Designit
- Grundfos
- Siemens Windpower
- Systematic
- Bestseller
- DLF Trifolium
- ECCO
- Fertin Pharma A/S
- Orana
- Universal Robots
- LEGO
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079