23948sdkhjf

Massiv satsning på campus-byggerier

En benhård konkurrence om at tiltrække unge får mange kommuner til at satse på at opføre nye store uddannelsescentre. Men væsentlige risici overses, advarer Kuben Management.
En ny undersøgelse fra rådgivningsvirksomheden Kuben Management viser, at de danske kommuner satser massivt på at etablere sammenhængende uddannelsescentre i form af campusbyggerier.

Mere end hver anden kommune har således etableret nye uddannelsescampusser i perioden fra 2008 og frem til i dag. Hertil kommer, at over 40 procent af kommunerne har planer om at etablere nye campusbyggerier i perioden frem til 2020.

Væsentlige risici bliver glemt
Ifølge Jens Henrik Haahr, direktør i Kuben Management, hænger det store kommunale engagement i campusbyggerier sammen med, at kommunerne tillægger byggerierne stor betydning for den kommunale erhvervsudviklingsstrategi. Campus-byggerierne bruges som et vigtigt redskab til at fastholde unge og gøre byerne attraktive for fremtidens virksomheder og tilflyttere.

Men kommunernes massive satsning på campusbyggerier medfører ofte væsentlige risici, som de fra starten bør tage højde for. En overdreven optimisme om effekten af campus-byggerier kan nemlig føre til overinvestering og underudnyttelse i kommunerne, vurderer Jens Henrik Haahr:

- Kommunernes satsning er et udtryk på den skarpe konkurrence, som er mellem dem. Men ikke alle byer kan få succes med at tiltrække og fastholde de unge, og der skal være et marked for de undervisningsbygninger, som må sælges for at kunne bygge nyt. Den økonomiske bæredygtighed og mulige synegier ved campus-byggerier bør derfor belyses grundigt før beslutningen tages, siger han.

Budskabet fra Kuben-direktøren er klart: Byggerierne skal give uddannelserne et løft og ikke blot skabe nye byrum. Hvis campusbyggerier ensidigt spændes for kommunens målsætninger om by- og erhvervsudvikling, uden fra starten at indtænke forbedringsmuligheder og pædagogiske synergier for de deltagende uddannelser, er resultatet ikke bæredygtigt på længere sigt.

Undersøgelsen er gennemført som en telefonbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige landets kommuner (en totalundersøgelse), i juni og juli måned 2013. 63 kommuner har besvaret spørgeskemaets spørgsmål. Dette svarer til en svarprocent på 64. Undersøgelsens resultater er således behæftet med en vis usikkerhed.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079