23948sdkhjf

Klumme: DGNB rykker på boligfronten

Danish Green Building Council (DK-GBC) er gået i gang med at udvikle et bæredygtighedssystem for endnu en bygningstypologi for DGNB, nemlig boliger.
På nuværende tidspunkt findes der i Danmark kun én bæredygtighedscertificering, DGNB Denmark for Kontorbyggerier. Denne certificering blev udviklet gennem en proces, hvor DK-GBC engagerede en række specialister i forskellige såkaldte teknikgruppen, der hver i sær gennemgik DGNB International med henblik på at ”oversætte” såvel metodik som forudsætninger fra tysk til dansk. Der var arkitekter i alle teknikgrupperne.

Herefter blev DGNB Denmark afprøvet på seks pilotprojekter, og, som i forlængelse heraf, endnu en gang gennemgået med afsæt i pilotprojekterne.

Ti bygninger er i dag DGNB-certificeret efter det danske system, alle med kontorfaciliteter, men nogle af dem også med andre funktioner, fx sengepladser. Fem af dem er præcertificerede, fem er fuldt certificerede.

Nye bygningstypologier
Nu er tiden så kommet til at inkludere flere bygningstypologier. Rækkefølgen bliver henholdsvis "boliger" (forsommeren 2013) og "hospitaler" (efteråret 2013), samt "eksisterende kontorbygninger i drift" og "skoler / institutioner" (vinter 2013-2014), som de næste skud på stammen. Herefter er det hensigten, at der skal udvikles systemer for "hoteller" og "industri".

Der gennemføres herefter en pilotprojektfase, dvs. afprøvning af system på konkrete cases, for boliger i september 2013, og pilotprojektfase for hospitaler senere I 2013, således at der forhåbentlig kan ligge en markedsversion af de to systemer ca. et halvt år efter afsluttet pilotprojektfaser.

Ny struktur for certificeringssystemerne
Siden DGNB Denmark for kontorbyggerier blev færdigudviklet, har det været på tale, i det tyske ”modersystem” at udvikle et såkaldt core system, som i al væsentlighed går ud på, at der er en række fælles karakteristika knyttet til alle bygningstypologier, og i systemtænkningen kan dette udgøre selve systemets kerne / core og være ens for alle bygninger. Dertil kan så komme særlige karakteristika, knyttet til fx hospitalsbyggeri, som så vil være unikke for de forskellige typologier.

Det er denne tilgang, som varetages i teknikgrupperne i den nye proces omkring boligbyggeri (forsommeren 2013) og hospitalsbyggeri (eftersommeren 2013). Teknikgrupperne er i store træk de samme som i udviklingen omkring DGNB Kontorhuse, så der er fortsat en god repræsentation af arkitekter i udviklingsarbejdet.

Der er på nuværende tidspunkt uddannet 140 DGNB-konsulenter i det danske system (heraf ca. 35 arkitekter) og seks DGNB-auditorer. Endvidere har et mindre antal personer gennemført den teoretiske auditor-uddannelse, men mangler afprøvningen på et konkret projekt.

Vibeke Grupe Larsen, arkitekt maa, er indehaver af arkitekt- og konsulentvirksomheden VGLCPH aps. Hun er medlem af teknikgruppe 5, ‘Proces’ i DGNB-udviklingsarbejdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141