23948sdkhjf

340 tons platform på plads i Hasle

Hasle Havnebad bliver indviet fredag den 16. august. Det nye havnebad blev søsat onsdag den 12. juni og umiddelbart efter taget i brug.
Den otte meter høje og 340 tons tunge badeplatform kom på plads i solnedgang og stille vejr med mange sommerklædte tilskuere. Havnebadet blev stille og roligt bugseret fra byggepladsen 350 meter frem til den endelige placering, hvor den blev fastgjort til de i forvejen nedstøbte stålrør, og forbundet med en 25 meter lang adgangsbro. Havnebadet blev herefter taget i brug og er blevet flittigt besøgt af badende gæster, dem der nyder solnedgangen, og dem der kommer for at betragte det nye havnebad og fotograferes fra badets højeste trappe.

Anlægsarbejde med badeplatformen og en saunabygning på Hasle havn blev igangsat sommeren 2012. En badeplatform på 358 m2 blev støbt på havnens arealer. Badeanlægget har et 15 meter langt bassin og et lille børnebassin begge med fast bund, en 8 meter høj udspringstrappe og sol-opholdstrapper. En sauna-/servicebygning på 50 m2 er opført på havnekajen.

- Det er dejligt at se hvordan havnebadet allerede er taget i brug af både beboere og turister. Havnebadet er med til at forvandle den tidligere industrihavn til et aktivt byrum, hvor der er blevet plads til friluftsliv og socialt samvær. Havnebadet er et rigtig godt eksempel på hvordan det stedbundne potentiale kan skabe nyt liv og nye muligheder, siger Karen Skou, projektleder i Realdania.

Mulighedernes Land
White arkitekter København vandt i 2011 en indbudt konkurrence og har siden projekteret havnebadet i samarbejde med Niras og Bornholms Regionskommune.

PL Entreprise, Rønne og Nordbornholms Byggeforretning Allinge har stået for at opføre badeplatformen, og PHBYG Hasle, Nordbornholms Byggeforretning Allinge, FL. Svendsen VVS Rønne og Thiesen El-service Allinge har stået for at opføre sauna-servicebygningen.

Hasle havnebad er en del af partnerskabsprojektet Mulighedernes Land mellem Realdania og Bornholms Regionskommune. Projektet er en del af et områdefornyelsesprojekt i Hasle by. Lokale og Anlægsfonden har medvirket til udvikling og finansiering af havnebadet. Hasle Havnebad er et demonstrationsprojekt, der skal vise hvordan det er muligt med forholdsvis små midler at skabe herlighedsværdi og attraktioner på henslumrende havneområder, som industri og fiskeri har forladt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109