23948sdkhjf

Sjælsø vinder 12.000 m² skole-byggeri

Jammerbugt Kommune har udpeget Sjælsø som OPP-partner på den kommende Ny Aabybro Skole.
Fredag blev det meddelt, at Sjælsø har vundet konkurrencen om opførelse og drift af Ny Aabybro Skole.

Projektet, der omfatter ca. 12.000 kvadratmeter nyt skolebyggeri, er det største udbud i Jammerbugt Kommune i nyere tid, og ambitionerne er blandt andet at skabe et arkitektonisk fyrtårn for området.

Ny Aabybro Skole er tegnet af Cebra Arkitekter med Orbicon som rådgivende ingeniør og har et anlægsbudget på 150 mio. kr.

OPP-udbud giver fuld valuta
Borgmesteren for Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), fortæller, at kommunen har valgt den særlige OPP-udbudsform for at nå en løsning, hvor der er sikkerhed for økonomien både under udførelsen og i den efterfølgende driftsfase. Han siger:

- Det er tydeligt, at der i projektets udformning har været meget nøje overvejelser om at skabe en holdbar skole på alle måder. Der er således ikke bare tale om anvendelse af robuste stærke materialer, men også om tekniske fremtidssikrede løsninger og en arkitektur, som er æstetisk holdbar i fremtiden. Økonomisk holder vi os inden for rammen af det afsatte beløb, og jeg vurderer derfor, at vi har fået fuld valuta for vores udbud.

1.000 elever i helt nye rammer
Sjælsø har i tråd med anbefalinger fra kommunens byggerådgivere besluttet at rive den eksisterende skole ned og bygge en helt ny. Beslutningen er truffet med begrundelse i, at det er mere rentabelt at drive noget, der er helt nyt frem for at reparere på noget, der er af ældre dato. Hensyn til både miljø, energiforbrug, rengøring og vedligeholdelse har spillet ind.

Ny Aabybro Skole samler i alt 1.000 elever fra tre eksisterende skoler i området. Den nye skole kommer til at bestå af to afdelinger − en til indskoling og en til udskoling. Denne opbygning er valgt for at understøtte kommunens ønske om en faseopdelt skole, hvor eleverne på hvert alderstrin kan få optimale rammer for at udvikle deres personlige, faglige, sociale og kulturelle kompetencer, og hvor man får en glidende overgang fra én del af skolesystemet til den næste del.

- Vi er meget glade for at have vundet den første af de OPP-konkurrencer, vi har deltaget i. Vi er i øjeblikket i gang med at give tilbud på flere andre OPP-projekter, og dette giver os naturligvis yderligere motivation. Her og nu glæder vi os til at indlede samarbejdet med Jammerbugt Kommune og vil gøre alt, hvad vi kan for, at partnerskabet med os bliver en positiv oplevelse for kommunen, siger Carsten Raundahl, afdelingsdirektør og ansvarlig for Sjælsøs OPP-projekter.

Meget overbevisende
I udvælgelsen af det vindende projekt fra Sjælsø har bedømmelsesudvalget især lagt vægt på kvaliteten af byggeriet, hvor der i evalueringsrapporten blandt andet står:

Samlet set vurderes forslaget til at skabe overbevisende til meget overbevisende rammer for en ny skole i Aabybro. Udbudsmaterialets intentioner er i overbevisende grad indarbejdet i forslaget.

Forslaget har bl.a. et meget overbevisende svar på unikke og multianvendelige fællesarealer. Kombinationen af materialevalg og bygningskroppenes bearbejdning betyder at projektet fremstår som et gennembearbejdet og attraktivt bygningsværk.

Projektet vurderes derfor til at være en meget overbevisende opfyldelse af kravene i Udbudsmaterialet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11