23948sdkhjf

PMH Plast udvikler mere bæredygtige produkter til byggebranchen

Da en kunde ville trække sin produktion hjem til Danmark fra Kina, kunne PMH Plast hjælpe. Resultatet bliver nye og mere bæredygtige plastprodukter til byggebranchen.

PMH Plast ApS, som blandt andet producerer lister, profiler og rør til byggeriet, har fokus på højere genanvendelighed. Produkter til byggeriet kan produceres med op til 90 procent genanvendt plast, og hos virksomheden i Hillerød arbejdes der målrettet på at kunne producere endnu flere produkter med en høj andel af genbrugsplast.

PMH Plast samarbejder blandt andre med MAG Profiles ApS, som har udviklet og taget patent på en række plastprofiler og andre plastprodukter til betonelementmontage. MAG Profiles var langt med planer om at producere sine produkter i Kina, men har nu valgt at samarbejde med PMH Plast i Hillerød, hvor direktør Peter Michael Haugvik netop har sat produktionen af to af MAG Profiles profiler i gang.

”Stykprisen i Kina viste sig at være for dyr. Det kan også være vanskeligt at kommunikere med samarbejdspartnerne derude, og da de fik problemer med et par af vores produkter, tog jeg fat i Peter fra PMH Plast, for at få hjælp, og det endte med, at han gav mig en pris på at producere. Jeg var overrasket over, at det faktisk var billigere at producere her end i Kina, fortæller Claus Neumann Nielsen fra MAG Profiles.

I et tæt samarbejde med MAG Profiles har PMH Plast udviklet et projekt, hvor i første omgang to af MAG Profiles’ produkter til brug til understopning og sammenstøbning af betonelementer, kan produceres med minimum 80 procent genanvendt plast.

”Samtidig arbejder vi videre på andre profiler, MAG Profiles skal have lavet, hvor vi ser, om vi kan producere det i genbrugsplast”, siger Peter Michael Haugvik.

At profilerne kan produceres af genanvendt plast, er afgørende for de produkter, som MAG Profiles nu står overfor at skulle ud og markedsføre og sælge.

”Det betyder alt, at vi kan tilbyde vores kunder et mere bæredygtigt projekt. Nogle af vores produkter bliver CO2-neutrale, fordi de kan genanvendes, men netop profilerne fra PMH Plast kan kun bruges en gang, da de støbes ind i betonen. Derfor er det vigtigt, at de kan laves af genanvendt plast”, siger Claus Neumann Nielsen.

Det hjælper også på CO2-regnskabet, at MAG Profiles kan skrive ”Made in Hillerød” i stedet for ”Made in China” på profilerne.

”Transporten er jo langt mindre. Jeg var også træt af den lange ekspeditionstid, når det skulle laves i Kina – det tager ti uger, fra man bestiller, til produkterne er fremme. Når vi får det lavet oppe hos Peter, kan han køre det direkte ud til kunderne”, siger han.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079