Største ordre til dato giver tro på fremtiden
Technopor leverer isolering til ombygningen af Israels Plads i København. Projektet er lidt af en blåstempling – både af virksomheden og det særlige glasskumgranulat.
Ved Københavns Kommunes renovering af den 12.400 m² store Israels Plads har speditørfirmaet Consell leveret 4.600 m³ af Technopors glasskumgranulat. Det svarer til 50 vognlæs.
Det særlige isoleringsmateriale med betegnelsen glasskumgranulat, er et miljøvenligt, let og meget stærkt genbrugsmateriale, som meget vel i fremtiden kan gå hen og blive entreprenørerne og bygherres foretrukne valg.
- Det her er et prestigeprojekt og en blåstempling for os. Det er til dato vores største ordre i Danmark. Forhåbentlig kan det være med til at skabe øget opmærksomhed om de særlige egenskaber som byggematerialet har. Disse egenskaber gør granulatet særdeles velegnet til mange større byggeprojekter, herunder specialopgaver i anlæg og industri, fortæller Henrik Dalsø fra Technopor.
Opgaver i København
Ifølge Henrik Dalsø er Technopor i dag så veldokumenteret, at entreprenører og bygherrer er begyndt at vise interesse for materialet. Når kommunerne, regionerne og andre offentlige myndigheder i fremtiden skal bygge og anlægge nye projekter satser firmaet derfor på, at glasskumgranulat kan blive det foretrukne materiale.
Technopor har tidligere været involveret i det prisvindende byggeri af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltnings Center for Renhold på Hauser Plads i København. Det blev en succes, så da kommunen skulle i gang med ombygningen af den næsten 13.000 kvm. store Israels Plads, var det et udtrykkeligt ønske, at Technopor skulle levere igen.
- Normalt er den slags opgaver jo et spørgsmål om pris, men i det her tilfælde har kommunens bygherrerådgiver, ingeniørfirmaet Niras, vurderet, at glasskumgranulatet reelt var det eneste materiale, som levede op til alle kravspecifikationerne, fortæller Henrik Dalsø.
Han forklarer, at glasskumgranulat er et let, miljøvenligt og mineralsk byggemateriale med nogle særlige egenskaber, der gør det til et permeabelt bærelag med meget høj bæreevne og formstabilitet. Glasskumgranulat er genbrugsglas, som er omsmeltet til et porøst granulat. Granulatet bliver produceret i Tyskland, hvor det bruges i mange vejprojekter. Men også i Sverige og Norge har myndighederne fået øjnene op for det miljørigtige produkt til anlæg af veje og pladser.