23948sdkhjf

Både danske og udenlandske investorer vil omdanne ikonisk hospitalsejendom til hotel

En historisk hospitalsejendom i Hornbæk blev sidste år sat til salg i offentligt udbud, og sælger har oplevet en massiv interesse fra både udenlandske og danske investorer 

Den historiske ejendom på Havnevej 25 blev opført i 1935 som Hornbæk Badehotel. 

Siden midten af 1950’erne har bygningen fungeret som hospital, og i dag huser den Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader, som på sigt fraflytter ejendommen og flytter til Glostrup. 

Freja Ejendomme og EDC Erhverv Poul Erik Bech satte i september 2022 bygningen til salg i offentligt udbud, og budfristen er netop udløbet. 

- Det er ikke hver dag, man sætter en ejendom som denne på markedet, hvilket vi også har kunnet mærke på opmærksomheden. Det er en ikonisk bygning med nogle helt ekstraordinære kvaliteter, og som alle i lokalområdet kender. Vi har oplevet en overvældende interesse for ejendommen og har haft exceptionelt mange fremvisninger, udtaler Per Kondrup, der er salgschef i Freja Ejendomme, i en pressemeddelelse.

Her lyder det videre, at sælger nu vil "se alle de forskellige indkomne bud igennem".

Undervejs i forløbet blev udbudsperioden forlænget fra den 15. november 2022 til slut januar 2023, da politikerne i Helsingør Kommunes By-, Plan- og Trafikudvalg besluttede at indsnævre anvendelsesmulighederne for bygningen til ’Hoteldrift med publikumsorienterede funktioner i stueetagen’.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Stephen Berthelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, mener, at den store interesse særligt skyldes den gode beliggenhed. 

 -Vi har haft mere end almindeligt travlt med at vise den historiske og ikoniske ejendom frem med en enestående placering lige ud til en af Nordsjællands bedste badestrande. Der er da også tale om en af de allerbedste beliggenheder i landet til et hotel. Det har været overvældende at være en del af, og antallet af fremvisninger af Hornbæk Hospital trumfer faktisk alt andet, jeg har prøvet i min karriere, siger han og tilføjer, at interessen har været fra både danske og internationale investorer.

- Da hospitalet stadig er i drift, kunne vi selvfølgelig ikke bare komme rendende hele tiden, så de mange fremvisninger har krævet ekstra meget planlægning af hensyn til patienterne og personalet på rygmarvsklinikken, siger Stephen Berthelsen.

Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech er der mange muligheder for en kommende investor. 

Antallet af fremvisninger af Hornbæk Hospital trumfer faktisk alt andet, jeg har prøvet i min karriere

- De mange udviklingsmuligheder læner sig op ad leisure, hotel, badehotel, spa og restaurantudvikling. Det bliver spændende at se, hvem der er kommet med det bedste bud, og hvad fremtiden helt præcist bringer for Hornbæk Hospital, siger Flemming Buhl, Head of Capital Markets og partner.

Ejendommen består af to matrikelnumre på 1.176 m² og 3.659 m², hvorpå der i 1935 er opført en hospitalsbygning på i alt 5.442 m² fordelt på tre etager, to mindre tagetager i tårnbygning og delvis udnyttet kælder på 1.005 m².

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078