23948sdkhjf

Servicevogne plyndres for dyrt værktøj – politiet har svært ved at følge med

Tyveri fra varebiler er et område, der er svært at efterforske, lyder det politiet

Når du som installatør anmelder et tyveri fra en af dine servicevogne, så har det stor betydning for den videre efterforskning, hvor du bor i landet. Det viser politiets egen statistik i kategorien for ”tyverier fra varebiler”.

Det skriver Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at der på landsplan i gennemsnit blev rejst sigtelse i 6,5 pct. af den slags sager ud af den samlede mængde anmeldelse. Det viser de seneste tal til og med 3. kvartal af 2022. Under det gemmer sig dog store udsving, fremhæver Tekniq Arbejdsgiverne.

I Nordsjællands Politikreds blev der eksempelvis kun foretaget tre sigtelser ud af 286 anmeldelser, viser statistikken. Det svarer rundt regnet til 1 pct. af sagerne. Til sammenligning blev der rejst 50 sigtelser ud af 387 anmeldelser i Sydvestsjælland- og Lolland Falster Politikreds, hvilket svarer til 12,9 pct. af sagerne.

- Den store variation er et uheldigt signal, da man som virksomhed gerne skulle vide sig sikker på, at sagen bliver efterforsket uanset hvor, man befinder sig i landet, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.

Antallet af anmeldelser om tyverier fra varebiler har været støt faldende de seneste år. I 2017 blev der på landsplan anmeldt 8.472 sager, mens det i 2021 var mere end halveret til 3.549 anmeldelser. Alligevel er tyverierne stadig en kilde til frustration for virksomhederne. Selvom de ender med at få udbetalt forsikringspenge for det værktøj, der typisk bliver stjålet, så er der mange afledte omkostninger ved tyverierne, som resulterer i økonomisk tab, bøvl og besvær for virksomhederne. Det handler blandt andet om tabt arbejdstid og omsætning.

Rent slaraffenland

- Den samlede udgift for virksomheden kan derfor være mange gange større end selve tyveriet. Og selvom det ikke bliver løst ved at finde en mulig gerningsmand, så har det betydning for retsfølelsen at vide sig sikker på, at der bliver gjort noget aktivt for at opklare sagerne. Ellers er det nærmest det rene slaraffenland for tyvene, når risikoen for at blive fanget er så lav, siger Maria Schougaard Berntsen.

Ifølge Nordsjællands Politi er der dog flere forskellige forklaringer på, at sigtelsesprocenten ligger lavt.

- Vi er naturligvis opmærksomme på problemet. Tyveri fra varebiler er et område, der er svært at efterforske, blandt andet fordi denne type indbrud oftest først anmeldes efter gerningstidspunktet. Når der er tale om efteranmeldte tyverier, er mulighederne for at indsamle spor ofte meget begrænsede, lyder det i et skriftligt svar fra politikredsen.

Samtidig henviser politiet til, at den type kriminalitet ofte er organiseret, og derfor kan én anholdelse føre til sigtelser i flere sager. Det afspejler sig i tallene for 4. kvartal af 2022 til dags dato, hvor sigtelsesprocenten, ifølge Nordsjællands Politi, ligger på omkring 7,3 pct.

På landsplan har sigtelsesprocenten i sager om tyveri fra varebiler været svagt opadgående de seneste fem år. Fra 4,8 procent i 2017 til 7,4 procent i 2021. Det siger dog ikke noget om, hvor mange der i sidste ende rent faktisk bliver dømt i sagerne. De tal er ikke umiddelbart tilgængelige i politiets statistikker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094