23948sdkhjf

Kommune nægtede at tage imod anmeldelse: Det gav skader på Pias hus

Det blev en påske som familien Axelsen i Hornslet sent vil glemme. Et hul i vejen foran huset fik det hele til at ryste, når biler og lastbiler kørte forbi.

Rotter havde ødelagt kloakrørene under vejen og gravet sand og beton væk, så vejen sank og revnede, og der opstod et hul.

Da det skete, ringede Henrik Axelsen til kommunen for at anmelde skaden, men uden held.

- Han får at vide, at det kan man ikke ringe om. Det skal tippes via kommunens hjemmeside. Han svarer, det er ikke noget, som skal tippes, det skal ordnes nu, men bliver afvist igen, fortæller Pia Axelsen.

Hun prøvede derfor selv at anmelde problemet digital, men fik en fejl på telefonen. Derefter prøvede hun både på tablet og computer, men uden held. Til sidst indsatte hun familiens adresse i et felt på siden, men er stadig i tvivl, om hendes anmeldes kom frem.

Mens familien ventede på svar, blev huset mere og mere ødelagt af sætningsskader, og trægulvet revnede. Familien selv blev også mærket af oplevelsen.

- Det gav vibrationer i hele huset, når de kørte over hullet. Jeg var oprigtig bange for at være her i påskedagene. Det var virkelig voldsomt, fortæller en stadig mærket Pia Axelsen.

Syddjurs Kommune fortæller til TV2 Østjylland, at de har registeret et opkald fra Henrik Axelsen d. 7. april og oplyser, at de modtog en anmeldelse digitalt den 14. april - altså en uge efter familien Axelsen ringede.

Fem dage senere, den 19. april, sendte kommunen sagen videre til Syddjurs Spildevand, som rykkede ud for at løse problemet med rotter og ødelagte kloakrør. 12 dage efter familien tog kontakt første gang.

- Da vi får at vide fra kommunen, at der er en sætningsskade, rykker vi ud lige så hurtigt, vi kan, fordi følgeskaderne kan være katastrofale. I det her tilfælde havde det været godt at kende til problemet lidt før, siger Peter Mikkelsen fra Syddjurs Spildevand, der var manden, som udbedrede vej og kloak foran familiens hus.

Ifølge Pia Axelsen var skaderne på huset blevet langt mindre, hvis kommunen havde reageret på familiens første henvendelse.

- Jeg tænker da, at de to uger, inden der var nogen, som gjorde noget, kunne vi godt have været foruden. Det havde da også gjort en stor forskel for os økonomisk, fortæller hun.

Syddjurs Kommune har siden 2015 henvist borgere til deres hjemmeside, når de ringer for at anmelde en skade. Medarbejderne kan dog godt lave undtagelser, hvis de vurderer, at det er nødvendigt og akut.

Det skete ikke i familiens tilfælde, selvom familien mente, det var nødvendigt.

- Vi laver fejl. Vi får rigtig mange opkald, og derfor sker der også fejlvurderinger, det kan ikke undgås. Så der er måske tilfælde, hvor vi skulle have hjulpet borgeren bedre med at få indtastet de her oplysninger. Det kan jeg ikke afvise, siger Sanne Attermann, Teknik og miljøchef i Syddjurs Kommune.

Familien Axelsen sidder utilfredse tilbage.

- Vi blev afvist, og der er ingen, der tager ansvar. Det, synes jeg, er en lille smule skræmmende, siger Pia Axelsen.

Syddjurs Kommune fastholder, at anmeldelser digitalt er den bedste løsning i deres arbejde med indberetninger af skader til kommunen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094