23948sdkhjf

'Fuldstændig hul i hovedet': Fliser til fortov bruges nu andre steder

I Salten syd for Silkeborg er borgerne fortørnet over at stå med et halvfærdigt fortov. Nu er der ny overraskende udvikling i sagen

Det vakte opsigt, at TV2 Østjylland kunne fortælle om et halvfærdigt fortov i byen Salten ved Silkeborg. Udskiftningen af de ødelagte fliser i byen var stoppet, fordi der skal spares penge. Nu er der nyt i sagen.

Udskiftningen af de ødelagte fliser i byen Salten ved Silkeborg var stoppet, fordi der skal spares penge, og der var efterladt et halvfærdigt fortov. 

Nu er mange af de fliser, som egentlig skulle være brugt som fortov nu væk. 

Det skriver TV2 Østjylland.

Og hvor er de så henne?

Ja, de er faktisk blevet brugt andre steder i kommunen.

- Vi må ikke bruge flere penge til drift, og det er på driftsbudgettet, vi skal spare. Men vi må gerne bruge penge fra anlægsbudgettet. Så fliserne bliver hentet i Salten og brugt på anlægsprojekter, siger vejtekniker i Silkeborg Kommune Torben Sander til TV2 Østjylland.

- Da det hele gik i stå i Salten, besluttede vi at bruge byen som et slags fjernlager, hvor vi så henter fliser fra. Så skal vi ikke til at flytte dem flere gange, fortsætter han.

Han pointerer, at fliserne jo er betalt, og da de altså må bruges i anlægsprojekter, henter kommunens vejfolk dem løbende i Salten.

- Når vi får brug for dem, bliver de hentet. Og vi ved jo også, at borgerne i byen gerne vil have ryddet op, siger Torben Sander.

At fliserne ikke bare bliver lagt i Salten, undrer blandt andre Jytte Nielsen fra byen.

Hun har svært ved at se fornuften i at have et fjernlager i Salten.

- Det er da fuldstændig hul i hovedet. Hvorfor lægger de dem ikke bare hos os og får lukket hullerne? Det er for dårligt at bruge fliserne andre steder, mener Jytte Nielsen.

Ifølge hende er der allerede blevet hentet mange fliser i byen, men der står en stak tilbage.

- Og dem skal de da bare lade stå og bruge hos os inden vinter de to steder, hvor de har taget fliser op. Her har vi kun grus på fortovet. Det kan ikke tage lang tid, siger Jytte Nielsen til TV2 Østjylland.

Men sådan bliver det altså formentlig ikke.

Silkeborg Kommune oplyser, at det først er efter et nyt vedtaget driftsbudget, at der kan komme gang i fortovsarbejdet i Salten igen.

Hele årsagen til, at fortovsarbejdet er sat i bero skyldes, at Silkeborg Kommune skal spare 10 mio. kr. resten af året på opgaver inden for Plan- og Vejudvalget.

Næstformanden i det udvalg forstår udmærket borgernes undren og frustrationer.

- Jeg har til fulde sympati med borgerne. Det her er ren idioti og dårlig planlægning, men vi kan ikke gøre andet, har næstformanden i Plan- og Vejudvalget, Lars Hansen (SF), tidligere sagt til TV2 Østjylland.

Han og de øvrige medlemmer i udvalget er angiveligt blevet præsenteret for et sparekatalog, hvor de ikke havde muligheder for eksempelvis at sige nej til at stoppe fortovsarbejdet i Salten.

- Det er faktisk ikke sådan, at kommunen reelt ikke har pengene, men i vores udvalg får vi ikke lov til at bruge flere, forklarede politikeren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078