23948sdkhjf

Regeringen vil indføre sortliste for brug af illegal arbejdskraft

Firmaer, der har brugt illegal arbejdskraft, skal nægtes at byde på offentlige kontrakter, foreslår regeringen

Firmaer der hyrer illegal arbejdskraft skal ikke længere have lov til at byde på offentlige kontrakter.

Sådan lyder det i et udkast til en ny arbejdsmiljøaftale fra regeringen. Forslaget byder på skærpede regler for, hvem kommuner, regioner og staten må hyre til at arbejde for sig.

- Kort fortalt er det tanken, at virksomheder kan blive sorteret fra, hvis man bliver dømt for at bruge illegal arbejdskraft, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til Fagbladet 3F.

I stedet skal firmaernes navn ryge på en landsdækkende “sortliste”, hvor de automatisk er diskvalificeret fra alle udbud og dermed skattekroner til firmaet.

- Vi ser flere og flere kedelige sager, og det stopper desværre ikke – og så er vi nødt til at gribe fat i de store værktøjer for at komme det her (udnyttelse af illegal arbejdskraft, red.) til livs, siger ministeren.

- Og der er det bedste, vi kan gøre, at forsøge at bremse virksomheder i at få del i offentlige ordrer, hvis de er blevet taget i at benytte illegal arbejdskraft, siger Peter Hummelgaard til Fagbladet 3F.

Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at bremse virksomheder i at få del i offentlige ordrer, hvis de er blevet taget i at benytte illegal arbejdskraft Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister (S)

Problemer på mega-byggerier

Der har mange gange været store problemer med arbejdsmiljø, trusler, social dumping og sikkerheden på flere store offentlige infrastrukturprojekter, som f.eks. Storstrømsbroen, Metrocityringen, men også flere supersygehuse.

Mange af projekterne er vundet af udenlandske firmaer, som ifølge Fagbladet i flere tilfælde har skeletter i skabet, når det kommer til korruption, underbetaling, social dumping, sikkerhed og gæld til entreprenører.

Derfor forsøger regeringen sideløbende at indføre stærkere sikkerhed i selve udbudsprocessen, hvor firmaer, der historisk ikke overholder danske løn- og arbejdsvilkår, kan blive fravalgt til at byde på sådanne projekter, fortæller ministeren.

- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan indrette udbudsbestemmelserne til at tage højere hensyn til løn- og arbejdsvilkår, så vi ikke sender skattekroner efter virksomheder, som groft benytter sig af social dumping og trykker arbejds- og lønvilkår under fode, siger Peter Hummelgaard.

Forslaget kommer som en del af regeringens udkast til en ny arbejdsmiljøaftale, der skal sætte rammerne for især Arbejdstilsynets indsats i de kommende år.

I alt ønsker regeringen at afsætte 1,3 milliarder kroner til at fastholde og styrke både Arbejdstilsynets indsats og den samlede kontrol mod social dumping, som Arbejdstilsynet udfører sammen med Skattestyrelsen og politiet fra 2023-2026.     urt

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094