Projekt er opkaldt efter kendt kunstner: Nu har MT Højgaard afleveret 54 lejligheder
![](https://f.nordiskemedier.dk/2to88kx3nl4flpdb_660_440.jpg)
MT Højgaard Projektudvikling har afleveret nøglerne til projektet Livas Have på Frederiksberg til investoren CapMan Real Estate.
De 54 boliger med egne altaner og 500 kvadratmeter detailhandel ligger i det såkaldte Revykvarteret på Frederiksberg, og projektet er da også opkaldt efter den kendte revykunstner Liva Weel, der døde i 1952.
CapMan købte projektet i 2020 og er ikke overraskende tilfredse med investeringen.
- Projektet er det smukkeste boligbyggeri i vores portefølje. Det endelige resultat passer godt ind i området, og stort set alle lejligheder er da også udlejet, hvilket vidner om et succesfuldt projekt, siger Robert Feldt, der er investment director i CapMan Real Estate, i en pressemeddelelse.
Flintholm-området er siden 2005, hvor kommunen udarbejdede en plan for området, gradvist blevet udviklet med nye bolig- og erhvervsbyggerier.
Livas Have, som opnår DGNB Sølv-certificering, er således med til at fuldende det samlede område.
De første beboere flytter ind i Livas Have allerede den 1. marts.
Projektet
- Størrelse: 5.940 kvadratmeter boliger, 500 kvadratmeter detailhandel og 59 parkeringspladser.
- Investor: CapMan Real Estate
- Udvikler: MT Højgaard Projektudvikling
- Totalentreprenør: MT Højgaard Danmark
- Arkitekter: Holscher Nordberg og SLA.