Elementfirma opbygger ny produktion i udlandet: Koster ikke danske job
Med etableringen af Fiberline Building Profiles står byggeaktiviteterne i den 41 år gamle Fiberline-koncern nu på egne ben. Alt fra udvikling og produktion til salg af glasfiberprofiler til byggeriet er nu placeret i det nye selskab.
Ejerskabet ligger udelukkende hos Fiberline-stifterne fra Thorning-familien, men på grund af den store fremgang i det oprindelige selskabs vindaktiviteter, betyder selvstændighed for byggeaktiviteterne, at firmaet flyver fra Fiberline-reden på Barmstedt Alle i Middelfart.
Fakta om Fiberline
Fiberline Composites, som fremstiller stærke glasfiber- og kulfiberemner, har 300 medarbejdere i Middelfart samt 60 medarbejdere på en fabrik i Kina.
De sidste fem år har firmet tredoblet produktionen af kulfiberemner til vindmølleindustrien. Sidst i 2020 købte den hollandske storbank ABN Amro 34 procent af aktiekapitalen i Fiberline Composites, som fremover er det selskab, som skal producere til vindmølleindustrien.
Alt fra udvikling og produktion til salg af glasfiberprofiler til byggeriet er nu placeret i et nyt selskab, Fiberline Building Profiles.
I løbet af 2021 rykker byggegrenen således til et endnu ikke fastlagt sted i Trekantområdet, fortæller direktør for det nyetablerede firma, Torben Rønlev, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Med følger omkring 20 af de 70 ansatte, som i dag er tilknyttet byggeaktiviteterne. De øvrige 50, der er tilknyttet produktionen, mister dog ikke jobbet. De skifter i stedet over i Fiberlines vindaktiviteter, som har udsigt til at vokse yderligere den kommende tid. For øjeblikket er samlet godt 350 ansatte i Fiberline.
Udflytning uden dansk jobtab
– I løbet af de næste halvandet til to år kommer vi til at etablere produktionen et sted i udlandet, uddyber Torben Rønlev om ændringerne.
– Det er ikke en udflytning i traditionel forstand – det koster ikke arbejdspladser i Danmark, påpeger han med henvisning til overflytningen af de produktionsansatte til vindaktiviteterne.
Nu venter så opbygning af en ny produktion af løsninger i glasfiberprofiler til byggeriet og til industriel brug. Det kommer til at ske i løbet af 2022 et sted i Central- eller Østeuropa med en forventet bemanding på 50 i produktionen og yderligere 15-20 i administrationen på produktionssitet. Meget taler for Polen, men intet er ”mejslet i sten”, som Torben Rønlev udtrykker det.
Glasfiber til byggeriet
Til byggerier fremstiller fiberline blandt andet profiler og beslag i glasfiber, dækelementer til formål som sti- og vejbroer, gangarealer og afdækninger til rensningsanlæg, samt glasfiberriste.
Tidsplanen for etableringen af den nye organisation og produktion har taget højde for corona og de gener, den medfører, påpeger direktøren også.
– Vi kæmper da med det. Det begrænser vores muligheder for at rejse ud og se på det (mulige lokaler og placeringer, red.), siger han og tilføjer, at man i bedste TV-køkkenet stil har snydt lidt og allerede være på ture til mulige sites i løbet af det forgangne år.
Løntung byggeaktivitet og markedstilstedeværelse bag udflytning
Når pilen peger på Østeuropa som base for produktionen skyldes det ifølge Fiberline-direktøren, at der er en forholdsvis stor besparelse at hente, da byggeaktiviteten er relativt løntung sammenlignet med Fiberlines vindaktiviteter.
– Men vi kigger også på at ekspandere vores forretning i Østeuropa. Der er mange interessante ting i gang i Polen, så vi vil også stå med en fordel, hvis vi fysisk er etableret dernede, påpeger direktør og tilføjer, at produktionssitet samtidig vil være beliggende tæt på det store tyske marked.