Råddent tag koster Aalborg Zoo millioner
Efter små seks år er det nødvendigt at skifte taget på den afrikanske stald i Aalborg Zoo. Fejl i arkitekternes arbejde i 2006 vurderes at være skyld i problemet.
Årsagen til den dyre beslutning er, at det er konstateret, at taget efter små seks år er så råddent, at det er nødvendigt med et nyt tag til de afrikanske dyr.
- Ellers går det ud over den underliggende konstruktion. Og så er det ikke tre millioner kroner, vi snakker om. Så er det et helt andet beløb, siger driftschef i Aalborg Zoo, Peter Sønderby, til nordjyske.dk.
Vil undgå dyr retssag
Peter Sønderby forklarer ydermere til nordjyske.dk., at et syn og skøn har vurderet, at der var fejl i arkitekternes arbejde, da man i 2006 byggede den afrikanske stald.
Den zoologiske har dog valgt selv at betale de tre mio. kr. til det nye tag, da man ikke ønsker at stå med eventuelle sagsomkostninger forbundet med en retssag.