Grøn bølge skal skubbe byggebranchen ud af stagnation
Bornholms Forsyning og Østkraft vil de kommende år kombinere normale driftsopgaver med mulighederne for energirenoveringer ved bornholmske husejere.
Det utraditionelle tiltag er del af et projekt på klippeøen, som skal fremme bæredygtigt byggeri og energirigtige renoveringer.
Det konkrete initiativ er del af det samlede projekt, der har øremærket 23 mio. kr. Foruden at optimere Bornholms energiforbrug vil projektet også sikre, at den bornholmske bygge- og anlægsbranche gennem energirenovering og bæredygtigt byggeri får del i det vækstpotentiale, som alle spår kan løfte bygge- og anlægsbranchen ud af dens stagnation.
Bredtfavnende initiativer
Ifølge projektchef Camilla Sandfeld vil det nye projekt blandt andet indebære, at:
• i løbet af de næste tre år vil op mod 10.000 bornholmske husstande få besøg med henblik på at finde energibesparelser.
• mindst 8 energirenoveringer og bæredygtige byggerier vil blive demonstreret og promoveret i medierne og blive tilgængelige for alle interesserede.
• der kommer yderligere fart på uddannelse og efteruddannelse af både håndværkere, undervisere på Campus Bornholm, kommunale teknikere og ledere, samt den private rådgivningsbranche.
• nye og grønne teknologier spredes. Allerede nu udvikler bornholmske firmaer nye og grønne måder at bygge på. Den udvikling skal boostes med nye demonstrationsbyggerier, og ved at koble firmaerne til den viden og know-how, der kommer til at gøre Green Solution House-byggeriet i Rønne helt unikt.
• Budgettet på 23 mio. kr. er blandt andet finansieret via midler fra De Europæiske Strukturfonde og Fornyelsesfonden.
Projektet er forankret i BCB og er et samarbejde mellem BCB, Bygge- og anlægsklyngen, Bornholms Regions Kommune, Campus Bornholm, Østkraft, Bornholms Forsyning, Energitjenesten Bornholm, VIA University College/Videncenter for bæredygtigt byggeri, Teknologisk Institut/Videncenter for energibesparelser i bygninger, Bornholms Akademi, Dansk Byggeri, Tekniq, 3F, LO og Jobcenter Bornholm