23948sdkhjf

Metroens mor er slet ikke færdig

Vicedirektør i Metroselskabet Anne-Grethe Foss fylder 75 år, men hun er langtfra færdig med at være den "gamle kone" med styr på den underjordiske trafik.

Anne-Grethe Foss har fire børn, hvoraf tre er af kød og blod, og et er af stål og sveller.

Som en af pionererne bag den københavnske metro har hun længe lydt tilnavnet "Metroens Mor", og mandag den 10. april fylder hun 75 år.

Selv er hun stolt af at blive kaldt mor til undergrundsbanen, som den lille, arkitektuddannede viceadministrerende direktør har arbejdet intenst for siden sin afgangsopgave fra arkitektskolen i 1969.

- Det gør mig da stolt, for jeg føler på en vis måde, at metroen er mit barn. Samtidig vil jeg dog også sige, at den har rigtig mange mødre og fædre i alle de mennesker, der har arbejdet på den, siger Anne-Grethe Foss.

Det seneste kapitel i udviklingen af metroen var i februar, da borebisserne efter års arbejde blev færdige med at bore ud til den såkaldte Cityring, der ventes at åbne i sommeren 2019.

- Det var en stor dag, men det var også på en eller anden måde lidt vemodigt. Jeg kunne også mærke det på borebisserne. Heldigvis skal vi i gang igen i Sydhavnen, siger Anne-Grethe Foss med henvisning til den næste etape af metroudbygningen.

For selv om hun nu runder 75 år, har den viceadministrerende direktør ingen planer om at kvitte gerningen:

- Jeg er dybt taknemmelig over, at folkene herinde stadig godt gider at have den her gamle kone med, men så længe jeg føler, at jeg har noget at bidrage med, bliver jeg ved.

Og "den gamle kone" har i den grad noget at byde ind med.

Hun har tidligere været administrerende direktør i både Metroselskabet og Ørestadsselskabet, planlægningschef i DSB og kontorchef i både KTAS og Trafikministeriet.

- Så jeg har jo en lang erfaring, der kan være god at have, når nogle af de samme problemstillinger dukker op igen.

Metroselskabet planlægger en større fejring, og hun har også selv planer for kollegerne:

- Jeg har tænkt mig at give kage til alle medarbejderne.

 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156