23948sdkhjf

Stort erhvervsbyggeri tager hul på anden etape

En ny lejeaftale får nu NCC til at igangsætte byggeriet af anden etape af Zenit Company House i Århus. Fuldt udbygget vil ejendommen rumme 20.000 m².
TrygVesta indgik i oktober en aftale om et lejemål på 4.200 m² i Zenit Company House, der pt. er under opførelse i Århus.

Derfor giver bygherren, NCC Property Development, nu grønt lys til byggeriets næste fase; anden etape på 5.000 m²:

- Vi har naturligvis frygtet, at Zenit-byggeriet måske ikke ville blive bygget i dets fulde omfang eller eventuelt blive udskudt, når så meget andet byggeri er gået i stå. Men det gør bare glæden så meget større, at hele byggeriet er godt på vej til at blive til noget, siger Søren Byriel, partner hos Aarhus Arkitekterne, som er arkitekt på projektet.

Byggeriet har fra begyndelsen været planlagt som tre selvstændige etaper, og derfor ville en eventuel udskydelse have været mulig, uden at det ville gå ud over Zenits succes som sådan.

Første etape, som netop nu er under opførelse, rummer 8.000 m² etageareal, anden etape dækker som nævnt 5.000 m², mens den tredje og sidste del bliver på 7.000 m².

Zenit Company House opføres efter Green Building-konceptet, og Søren Byriel er overbevist om, at de energimæssige forhold har afgørende betydning for, at det er lykkedes at leje de mange kvadratmeter ud i et ellers meget vanskeligt marked:

- At leje sig ind i et nyt erhvervsbyggeri med udsigt til grønne arealer udenfor og lavere energiforbrug, og dermed økonomiske gevinster, er ganske enkelt mere attraktivt end et eksisterende byggeri, som bare bliver dyrere og dyrere i drift på grund af højt energiforbrug og stigende priser, siger han.

Den grønne bygning er dog alt andet end grøn. Allerede nu kan man se Zenits hvide facade i syret beton, og når hele byggeriet er færdigt, vil man kunne se, hvordan bygningen skærmer mod vejen med en flot og eksklusiv facade. Bag ved bygningen åbner gårdrummet sig som små oaser og skaber rammerne for udendørs ophold mellem de forskellige bygningsafsnit, hvor delefunktioner som kantine og konferencerum er.

Tredje etape af Zenit Company House med en forventet realisering i 2011 mangler stadig en eller flere lejere. Der er også ledige kvadratmetre til udlejning fra byggeriets første etape, hvor RGD Revision indtil videre har lejet sig ind.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125