23948sdkhjf

Nu skal Tingbjerg udvikles

Butikstorv og nye private boliger kickstarter byudvikling 10 km. fra Rådhuspladsen.

En ny, stor dagligvarebutik, 30 nye boliger og et nyt fælleshus skal forvandle det grå og nedslidte Lille Torv ved indgangen til Tingbjerg til et lyst, samlende og trygt bytorv.

Københavns Kommune har sammen med de almene boligselskaber Fsb og Samvirkende Boligselskaber (SAB) sat skub i udviklingen af Tingbjerg-Husum med en ambitiøs byudviklingsstrategi.

I næste uge bliver forslaget til lokalplanen for Lille Torv behandlet af Københavns politikere.

- Vi har høje ambitioner for Tingbjerg, som ligger skønt ved grønne områder og har potentiale til at blive et meget mere attraktivt kvarter. Tingbjerg-Husum har været inde i en positiv udvikling de senere år, og vi vil gerne styrke bydelen endnu mere, blandt andet ved at få private boliger ind i området, skabe et velfungerende butiksliv og ved at åbne bydelen for det øvrige København, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Tæt samarbejde med private investorer
I boligselskabet SAB, der er den nuværende ejer af Lille Torv, byder formand John B. Sørensen udviklingen velkommen:

- Jeg ser på beboernes vegne frem til, at vi får løftet indgangen til Tingbjerg med et flot, nyt butikstorv og boliger med udsigt over mosen, sigr han.

Udviklingen af Lille Torv sker i samarbejde med den private ejendomsudvikler Innovater, som har indgået aftale med SAB om at købe Lille Torv.

Dermed bliver Innovater bygherre på projektet, som består af rækkehuse, lejligheder, en 1.805 kvm. stor Lidl-butik, mindre butikker, beboerhus og et værested omkranset af grønne fællesarealer.

Det samlede projekt omkring Lille Torv udgør knap 6.550 m2 og indeholder blandt andet knap 3.700 m2 nye boliger, beboerlokale for SAB, mindre butikker og en ny Lidl-butik.

Lokalplan på vej
Efter planen skal omdannelsen af Lille Torv suppleres med nye offentlige funktioner og endnu flere private boliger i Tingbjerg. Samarbejdet omkring Lille Torv er derfor en vigtig start på den ambitiøse plan for byudviklingen i området.

Tingbjerg gennemgår i disse år omfattende renoveringer, og til sommer åbner det arkitektonisk spændende Kulturhus i forlængelse af Tingbjerg Skole, som er tegnet af Cobe Arkitekter. Herefter kan Lille Torv følge trop og bane vejen for den videre udvikling af Tingbjergs hovedgade, Ruten.

Forslaget til lokalplanen for Lille Torv skal i offentlig høring til april. Lokalplanen forventes godkendt i efteråret 2017, hvorefter Innovater kan sætte byggeprojektet i gang.

Det nye Lille Torv forventes at stå færdig i midten af 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093