23948sdkhjf

Skærpede krav til test af installationer

Minister vil øge kontrollen.

Fra 1. juli 2017 vil Trafik- og byggestyrelsen stille krav om, at tekniske installationers ydeevne og styring for alle nye bygninger skal testes, når de er installeret.

Det følger af et nyt krav, som styrelsen indfører i Bygningsreglementet. Hensigten er at sikre, at de krav, som stat, kommune og private bygherrer stiller til tekniske installationer rent faktisk også blive overholdt, når byggeriet er færdigt.

Det betyder blandt andet, at man vil kontrollere, om ventilationssystemer lever op til det energiforbrug og luftskifte, som de skal.

Som et andet eksempel vil man fremover skulle kontrollere, at styringen i møderum reagerer efter hensigten, så temperatur og ventilation reguleres efter, hvor mange mennesker der er i rummet.

Når afprøvningen er gennemført, skal dokumentation foreligge i byggesagen.

Bygningsreglementet indeholder allerede en række krav til indregulering og eftervisning af anlæggenes ydeevne.

Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen oplever mange bygherrer imidlertid ringe ydeevne af installationerne efter ibrugtagning. Det tyder på, at kravene ikke altid følges i praksis, og derfor er det besluttet at indføre et krav om afprøvning.

- Jeg synes, at det er meget positivt, at Trafik- og Byggestyrelsen indfører et klart krav om afprøvning af bygningers tekniske installationer. Både fordi de tekniske installationer fremover kommer til at betyde endnu mere, end de gør i dag, og fordi det simpelthen ikke nytter noget, at vi opstiller krav, som ikke bliver fulgt i praksis, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.

Fakta

Der indføres et funktionskrav i bygningsreglementet om, at der skal gennemføres en funktionsafprøvning af de tekniske installationers ydeevne og styring for alle nye bygninger. Det er bl.a. en kontrol af ventilationssystemernes energimæssige ydeevne og luftskifte. Kravet indføres med virkning fra den 1. juli 2017.

I bygningsreglementet fremhæves det, at der allerede er krav til en række funktionsafprøvninger af de tekniske anlæg i de tilhørende standarder.

Sikring af, at funktionsafprøvningen er udført korrekt, skal foretages af bygherre eller bygherres repræsentant. Dokumentationen af funktionsafprøvningen og kontrollen af den skal foreligge i byggesagen.

Trafik- og Byggestyrelsen vil senest 1. juli 2017 udgive en vejledning om omfanget af funktionsafprøvningen, og hvordan funktionsafprøvningen skal dokumenteres.

(Kilde: Transport- og bygningsministeriet)

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.255