23948sdkhjf

Fængslet i Horsens åbnes op

Tidligere statsfængsel skal være en kulturel dynamo. Flere arkitektfirmaer bidrager.
Det gamle Horsens Statsfængsel blev oprindeligt bygget til at spærre inde. Nu er det for alvor tid til at åbne op.

På ganske få år er det lykkedes at vende det gamle Horsens Statsfængsel fra et negativt vartegn for Horsens til et kulturelt og erhvervsmæssigt fyrtårn.

Men ambitionerne for Fængslet er endnu større. I 2014 modtog Fængslet en bevilling på 2,5 mio. kr. fra Realdania til en analyse af, hvordan det gamle fængselsanlæg kan forvandles til en kulturel dynamo.

Nu ligger planerne for de næste store skridt klar. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.

En undersøgelse i to dele
Først har en forundersøgelse afdækket, hvordan det omfattende bevaringsværdige bygningskompleks kan omdannes med respekt for dets historie.

Der er set på, hvilke funktioner og indhold som kan styrke aktiviteterne på Fængslet og tiltrække flere borgere og besøgende.

Samlet giver de et bud på, hvordan en både nænsom og strategisk udvikling af de fysiske rammer kan gøre Fængslet til en økonomisk bæredygtig kulturinstitution i fremtiden.

Projektet er gennemført af Fængslet med støtte fra Realdania, i et samarbejde med Horsens Kommune, Freja Ejendomme og Carlberg/Christensen og med bidrag fra Vilhelmsen, Marxen & Bech-Jensen, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, Møller & Grønborg Arkitekter, Cubo Arkitekter, Survivo, Conceptura, Ikonoform og Peter Lyngby.

Tre delprojekter
På baggrund af resultaterne fra forundersøgelsen har Fængslet besluttet sig for at arbejde videre med tre udvalgte indsatsområder: ”Værkstedsbyen”, ”Den grønne ring” og ”Vestsalen”.

De gamle værksteder, hvor de indsatte plejede at arbejde, danner til sammen en hel lille landsby. I fremtiden skal den huse et unikt miljø, hvor regionens iværksættere, kreative aktører og kunstnere i fællesskab kan arbejde, udstille, sælge og mødes.

Rundt om Fængslet ligger i dag en grøn ring; nemlig det område, der før i tiden gjorde det muligt at se, hvis fanger forsøgte at flygte. I dag bliver området kun anvendt 10-15 dage om året til store kulturelle arrangementer. I fremtiden skal Den grønne ring også kunne anvendes de resterende 350 dage om året som et rekreativt område for hele Horsens by med plads til både haver, leg, bevægelse og park.

Endelig vil Fængslet arbejde for at få overdækket den ene fængselsgård, så der kan skabes et nyt stort indendørs rum kaldet ”Vestsalen” – en professionel multiscene, hvor forskellige former for kulturarrangementer og koncerter kan blive afholdt, omgivet af fængslets helt særlige stemning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125